Nyanlæg og omlægning af afløbsledninger

1 Formål

Afsnittet beskriver hvilke aktiviteter og dokumenter, der bør udarbejdes i forbindelse med udbud af projekter for nyanlæg og omlægning af afløbsledninger.

Udbudsmaterialet er baseret på Teknologisk Instituts paradigma ”Nye afløbssystemer samt omlægninger. Paradigma for udbud og beskrivelse.” Dog således, at der som bilag findes selskabets udgave af de variable afsnit, ligesom selskabets tilføjelser og fravigelser til AB 92 bør anvendes, jf. AB 92 med selskabets Særlige Betingelser.

2 Ansvar

Projektlederen er ansvarlig i relation til forundersøgelser, projektering, udbud, udførelse/tilsyn og opfølgning på projektet, herunder kvalitetssikring, økonomi og ajourføring af data inden arkivering. I dette afsnit gives der retningslinjer for dette arbejde.

3 Arbejdsbeskrivelse

Arbejdsbeskrivelsen indeholder fem hovedafsnit om henholdsvis forundersøgelser, udbud, projektering, licitation og udførelse.

Især ved et projekt med omlægning af afløbsledninger er arbejdet meget lig arbejdet med et projekt for renovering af afløbsledninger, hvorfor der flere gange i det følgende henvises til Opgravningsfri renovering af afløbsledninger.

3.1 Forundersøgelser

Arbejdet med jordundersøgelser foregår som beskrevet i Opgravningsfri renovering af afløbsledninger, desuden Myndighedsgodkendelser samt i afsnittet om ledningsgraven i Entreprisebeskrivelsen, Bilag 2.

Ved omlægninger kan der være behov for TV-inspektioner af stikledninger, se Opgravningsfri renovering af afløbsledninger.

3.2 Projektering

Dette afsnit giver retningslinier omkring mindste dimensioner og afstande ved hovedledninger, stikledninger, brønde og skelbrønde.

Med hensyn til hydraulisk dimensionering for regnvand, inkl. selvrensning og ruheder, se Hydrauliske beregninger, regnvand.

Se endvidere Spildevandsinstruks om en række sikkerhedsmæssige forhold samt www.sikkermedspildevand.dk.

3.2.1 Hovedledninger

Mindste dimensioner

Mindste tilladte dimension for hovedledninger er Ø 200 mm ved fællessystem, og Ø 160 mm i separat system. Hvor hovedledningen alene afvander én ejendom kan normalt anvendes Ø 110 mm.

Ved punktreparationer på Ø 200 mm beton- / lerledninger skal der indsættes et rørstykke med indvendig diameter på Ø 200 mm (PE), således at en cutter kan passere ved evt. senere foring og opskæring af stik. Der anvendes manchet med spændebånd som Fernco.

Afstande

Der må maksimalt være 180 meter mellem to brønde, og der skal være mulighed for at holde med spulevogn ved brønde.

Retningsændringer på hovedledninger i små dimensioner (fra Ø 110 til og med Ø 250 mm) uden brønd må maksimalt være på 15 grader (ved større retningsændringer kan TV ikke passere). Ved større dimensioner skal aftales, om der skal være brønde ved retningsændringer, afhængig af afstande mellem øvrige brønde.

3.2.2 Stikledninger

Mindste dimensioner

Som fællesledning anvendes mindst Ø 110 mm. Hvor der er to ejendomme eller mere på et stik anvendes som minimum Ø 160 mm.

Som separat spildevands- og regnvandsledning anvendes mindst Ø 110 mm. Odense kommune forlanger Ø 160 mm fra vejafvandingsbrønd.

Afstande

Alle stikledninger til spildevand afsluttes med skelbrønd. Skelbrønden placeres maksimalt 2 meter fra skel (til midte af brønd). Alle stikledninger til separat regnvand føres ind på grunden og afsluttes ud for skelbrønd på stikledning til separat spildevand, jf. Bilag 6, Principskitse for placering af stik. Der sættes ikke skelbrønd på separat regnvand.

3.2.3 Brønde

Alle brønde, hvor der kan forventes jævnligt tilsyn, skal føres til terræn, og der skal være køremuligheder til brønden. Disse forhold aftales i hvert enkelt tilfælde med den ansvarlige for ledningens drift.

Der skal altid anvendes brøndbunde med sidetilløb i strømningsretning (ikke vinkelret ind på hovedløb).

Der må ikke anvendes brønde, som gør det nødvendigt at anvende bøjninger og dimensionsændringer umiddelbart uden for brønden.

Tilslutninger til brønde skal altid ske i præfabrikerede tilløb ved bunden eller med påboring (plasker kan dog tillades såfremt at det er regnvand). Der må så vidt muligt ikke udføres nedføringer i brønde på hovedledninger. Udvendig nedføring ved brønde udføres som vist på bilag 7, Principskitse for udvendig nedføring.

Mindste dimensioner

Alle brønde på hovedledning skal mindst være Ø 600mm. Alle brønde med retningsændringer på 90 grader skal have en dimension på mindst Ø 1250 mm, da man skal påregne og skulle ned i dem i forbindelse med spuling.

Skelbrønde

Ved alle nye udstykninger skal der på spildevandet altid sættes en skelbrønd med mindste diameter Ø 425 mm. Jf. oven for

3.3 Udbud

Udbudsmaterialet udarbejdes på grundlag af Teknologisk Instituts ”Nye afløbssystemer samt omlægninger. Paradigma for udbud og beskrivelse”. Udbudsparadigmaet består af følgende 9 afsnit:

  • Afsnit 1: Udbudsbrev.
  • Afsnit 2: Entreprisebeskrivelse (EB).
  • Afsnit 3: Tillæg til AB 92 (TAB).
  • Afsnit 4: Særlige betingelser (SB).
  • Afsnit 5: Arbejdsbeskrivelser (AB) Jordarbejde.
  • Afsnit 6: Arbejdsbeskrivelser (AB) Lægning af rør og sætning af brønde.
  • Afsnit 7: Arbejdsbeskrivelser (AB) Belægningsarbejde.
  • Afsnit 8: Kvalitetssikring og kontrol (KK).
  • Afsnit 9: Tilbuds- og afregningsgrundlag (TAG) med tilhørende tilbudslister (TBL).

Afsnit 1, 2 og 9 er variable afsnit, hvor indholdet ændres fra udbud til udbud, jf. nedenstående retningslinier.

Alle øvrige afsnit er i paradigmaet forudsat at være faste afsnit, som anvendes uændret i alle projekter. Afsnit 3 er således ment som et fast afsnit. Dette anvendes imidlertid ikke af VandCenter Syd. I stedet anvendes selskabets ”Almindelige betingelser (AB 92) og Særlige betingelser” (Bilag 1 til AB 92 med selskabets Særlige Betingelser).

De øvrige afsnit indeholder forhold af mere generel karakter og kan betragtes som en ”fast” del af udbudsgrundlaget, der ikke ændres fra gang til gang. I udbudsmaterialet henvises således til, at afsnit 4, 5, 6, 7 og 8 i ”Nye afløbssystemer samt omlægninger. Paradigma for udbud og beskrivelse”, Rørcenter-anvisning 012, maj 2007 er gældende for udbuddet.

Udbudsbrev udformes svarende til skabelonen i Bilag 1.

Entreprisebeskrivelsen udformes svarende til skabelonen i Bilag 2.

Tilbuds- og afregningsgrundlaget udformes svarende til skabelonen i Bilag 3.

Tilbudslisten udformes svarende til skabelonen i Bilag 4.

Tegninger udarbejdes efter behov.

Når udbudsmaterialet udsendes til entreprenøren skal det indeholde alle de dele, der fremgår af oversigten i udbudsbrevet, se Bilag 1. Se også Sikkerhedsstillelse og Tro og love erklæringer.

Indgår der pumpestationer i projektet henvises til Pumpestationer spildevand.

I øvrigt gennemføres udbuddet, så reglerne i Udbudsregler overholdes.

3.4 Licitation

Til registrering af tilbudene ved licitationen benyttes en licitationsoversigt svarende til Bilag 1 i Licitation.

3.4.1 Accept/afslag

Når tilbudene er kontrolleret og fundet i orden meddeles accept til den entreprenør, der skal have overdraget entreprisen (oftest den lavest bydende). Til de øvrige bydende sendes et afslag med meddelelse om hvem entreprisen er overdraget til, se Bilag 3 i Licitation.

Accepten udfærdiges som selskabets standardaccept med tilføjelse af eventuelle forudsætninger, der måtte være gældende specielt for denne entreprise, se Bilag 2 i Licitation.

Accepten sendes til entreprenøren i to eksemplarer. Det ene eksemplar skal underskrives af entreprenøren og returneres til selskabet.

3.4.2 Sikkerhedsstillelse

I henhold til udbudsmaterialet skal entreprenøren stille en sikkerhed på 15 % af entreprisesummen, jf. Sikkerhedsstillelse.

3.5 Udførelse

Der føres tilsyn og afholdes byggemøder i det omfang det er nødvendigt. Jf. Byggemøder.

3.5.1 Checkliste ved opstart

  • Der er foretaget fornøden forsikring, jf. Forsikring
  • Underskreven accept er returneret af entreprenøren
  • Sikkerhedsstillelsen er modtaget
  • Tidsplan er modtaget.
  • Entreprenøren har udsendt beboerorientering, jf. endvidere Information om ledningsarbejder
  • Entreprenøren har fået opgravningstilladelse.
  • VandCenter Syd har modtaget underskreven erklæring fra entreprenøren, jf. Regler og retningslinjer for eksterne entreprenører.

3.5.2 Entrepriseaflevering

Der henvises til Entrepriseaflevering.

4 Rapportering og arkivering

Ved modtagelse af kvalitetssikringsmaterialet fra entreprenøren afleveres TV-inspektionerne (DVD med optagelser og rapporter) til inddatering og registrering i de relevante databaser. Efter gennemgang af kvalitetssikringsmaterialet udarbejder projektlederen et ”Således udført” eksemplar af projektplanen, hvis der er ændringer i ledningstracéet.

Plan og projekts opmåler rekvireres til at udføre en opmåling af ændringerne/det nye anlæg, hvis det ikke er en del af entreprenørens ydelse.

På projektplanen anføres entreprenør, rør- og brøndmateriale, dimension (indv. og udv.) for de enkelte strækning samt sagsnummer.

Det ”således udførte” materiale inkl. opmålingen inddateres i de relevante databaser.

Samtidig med at TV-inspektioner og ”således udført” materiale afleveres til inddatering i relevante databaser udleveres skemaet Dokumentation for projektafslutning (Bilag 5), som skal returneres til projektlederen med dato og signatur som dokumentation for at materialet er inddateret.

Projektlederen journaliserer alt projekt- og KS-materiale i OPUS, godkender endeligt og afslutter sagen i OPUS.

Se endvidere Projektafslutning.

5 Referencer

Der henvises i dette afsnit til:

AB 92 med selskabets Særlige Betingelser 

Byggemøder 

Entrepriseaflevering 

Forsikring

Hydrauliske beregninger, regnvand 

Information om ledningsarbejder

Myndighedsgodkendelser 

Opgravningsfri renovering af afløbsledninger 

Projektafslutning

Pumpestationer, spildevand

Regler og retningslinjer for eksterne entreprenører

Spildevandsinstruks 

Sikkerhedsstillelse 

Tro- og loveerklæringer  

Udbudsregler 

Derudover henvises der til:

Nye afløbssystemer samt omlægninger. Paradigma for udbud og beskrivelse. Rørcenter-anvisning 012, maj 2007.

www.sikkermedspildevand.dk  

BILAG til afsnittet: 

Bilag 1: Udbudsbrev (skabelon)

Bilag 2: Entreprisebeskrivelse - EB (skabelon)

Bilag 3: Tilbuds- og afregningsgrundlag - TAG (skabelon)

Bilag 4: Tilbudsliste - TBL (regneark)

Bilag 5: Dokumentation for projektafslutning (regneark)

Bilag 6: Principtegning for placering af stikledninger

Bilag 7: Principskitse for udvendig nedføring

Bilag 8: Principtegning for placering af sonde

Internet Explorer 6 understøttes ikke fuldt

Undskyld forstyrrelsen...

men det ser ud som om du benytter en ældre version af Microsoft Internet Explorer.

VandCenter Syds hjemmeside er optimeret til Internet Explorer 7 eller nyere, samt Firefox, Safari og Google Chrome. Derfor vil nogle ting på hjemmesiden desværre ikke blive vist korrekt i din browser.

Du kan løse problemet ved at opgradere din browser til Internet Explorer 8, eller installere Firefox, Safari eller Chrome. Det er alt sammen gratis.

Luk og fortsæt til vandcenter.dk