Du kan trygt drikke vand fra hanen
17. januar 2012
P4 Fyn bragte den 16. januar en historie om, at det er almindelig praksis, at danske vandværker ”blander” rent vand med vand fra boringer, hvor der er fundet pesticidrester. Dalumværket nævnes som et af de værker, hvor metoden praktiseres. Det er korrekt. Der er dog ingen grund til bekymring. Du kan trygt drikke vand fra Dalumværket – og fra alle VandCenter Syds andre vandværker.
I VandCenter Syd tager vi vores ansvar meget alvorligt. Både når det gælder din sundhed – og når det gælder om at værne om den dyrebare ressource, som det danske grundvand er. Derfor overvåger vi også nøje kvaliteten af det grundvand, vi pumper op. Ligesom vi fører skrap kontrol med kvaliteten af det drikkevand, vi sender ud til din vandhane.
Alt vores drikkevand – både fra Dalumværket og fra vores øvrige værker – lever mere end op til de meget strenge krav, der stilles til drikkevandskvalitet i Danmark.
Ny strategi giver det bedste vand
Det er rigtigt, at en enkelt af de 5 boringer, som leverer vand lige netop til Dalumværket, indeholder pesticidrester på et niveau, der ligger en anelse over den lovmæssigt fastsatte grænseværdi for drikkevand på 0,1 mikrogram/liter.
Det gennemsnitlige indhold af pesticidrester i drikkevand fra Dalumværket ligger imidlertid langt under grænseværdien. Faktisk ligger det så tæt på 0, at det næsten ikke kan måles: omkring 0,03 mikrogram/liter – svarende til kun 0,3 gram per 10 millioner liter vand.
Det vand, der kommer fra Dalumværket, er altså på ingen måde sundhedsskadeligt, men derimod sundt og godt. Det understreger områdechef for driften i VandCenter Syd, Arne Svendsen.
- Vi overvåger alle vores boringer meget tæt, og vores gode vand er resultatet af en indvindingsstrategi, der netop har til formål at sikre den bedst mulige kvalitet af drikkevandet, siger Arne Svendsen. Han forklarer:
- Alle boringerne pumper jo vand op fra det samme kildefelt, så på den måde er vandet jo allerede ”blandet” sammen i undergrunden. Vi tilrettelægger vores indvinding, så vi får det bedst mulige slutprodukt, når alt vandet så ”blandes” sammen igen på vandværket.
Og han fortsætter:
- Det handler altså ikke om, at vi ”forurener” det rene drikkevand, men tværtimod om at vi tilrettelægger vores indvinding på en måde, så vi får rent, sundt drikkevand ud af processen.
Rensning af drikkevand et politisk spørgsmål
På spørgsmålet om, hvorfor VandCenter Syd ikke bare renser drikkevandet, så det er helt frit for pesticidrester, svarer Arne Svendsen:
- Jamen, det ville vi da også gerne. For selvom drikkevandet fra Dalumværket på ingen måde er sundhedsskadeligt, så ville vi da foretrække, at det var 100 % pesticidfrit. Men det ville kræve en særlig tilladelse til såkaldt videregående vandbehandling. Og den tilladelse har vi ikke kunnet få fra myndighederne. Der er simpelthen ikke politisk flertal i Danmark for at rense vand, så længe grænseværdierne er overholdt, og vandet i øvrigt er sundt og godt at drikke.
I stedet for arbejder VandCenter Syd for at sikre det rene drikkevand på andre måder. Ved netop at tilrettelægge indvindingen af grundvand så bæredygtigt som muligt – og ved fx at opkøbe landbrugsjord og rejse skov for at beskytte grundvandet mod sprøjtegifte, så der også er rent drikkevand til fremtidens generationer.
Du kan læse mere om kvaliteten af dit drikkevand her.
Du kan læse mere om grundvandsbeskyttelse her.
Du kan læse mere om drikkevand, grundvand og sprøjtegifte her.