G.O. Andrups grundvandspris
Vi stiftede i 2007 G.O. Andrups Grundvandspris for at sætte fokus på grundvand og drikkevandskvalitet og ikke mindst den indsats, der gøres for at beskytte grundvandet til ære for fremtidens generationer.
G.O. Andrups Grundvandspris er på 60.000 kr. og uddeles hvert år omkring den 1. november. Fristen for indstillinger er 1. september.
Regler for indstilling
Hvem kan indstilles til prisen?
Alle, der gennem konkrete praktiske tiltag, forskning eller virke har bidraget med en ekstraordinær, væsentlig, nytænkende eller årelang/livslang indsats i relation til grundvandsbeskyttelse, kan komme i betragtning til prisen. Kandidater til prisen kan således være en eller flere personer, en institution, en virksomhed, en organisation eller et offentligt embede.
Frist for indlevering af forslag
Forslag til nomineringer skal begrundes skriftligt (højst en A4-side) og være os i hænde senest den 1. september.
Priskomité
Prismodtageren udvælges blandt de indstillede af en priskomité. Komitéen, der skal bedømme de nominerede, er sammensat af personer med stor indsigt i grundvandsbeskyttelse under ledelse af VandCenter Syds bestyrelsesformand:
-
Leif L. Knudsen, bestyrelsesformand for VandCenter Syd as
-
Johnny Fredericia, direktør for De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland
-
Hans-Jørgen Albrechtsen, professor ved Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU
-
Jens Andersen, produktchef ved Københavns Energi
-
Philip Grinder Pedersen, kontorchef ved Miljøcenter Nykøbing F
-
Anders Bækgaard, direktør for VandCenter Syd as
Tidligere prismodtagere
Disse nøglepersoner inden for grundvandsbeskyttelse har tidligere modtaget G.O. Andrups Grundvandspris:
-
2011: Forskningsprofessor Jens Christian Refsgaard, GEUS, og professor Karsten Høgh Jensen, KU
-
2010: Geolog Jens Baadsgaard Pedersen, Danwater A/S
-
2009: Geolog Gyrite Brandt, Kommunernes Landsforening, og produktchef Jens Andersen, Københavns Energi
-
2008: Lektor lic.scient. Kurt I. Sørensen, Geologisk Institut, Århus Universitet
-
2007: Statsgeolog Richard Thomsen, GEUS