Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Brug vand i haven med omtanke

Stregtegning af blomst

Når du bruger vand i haven, bør du tænke over ikke at bruge mere vand end højest nødvendigt. Her finder du gode råd til, hvordan du vander mest effektivt og samtidig sparer på vandet.

  1. Vand om aftenen eller tidligt om morgenen. Så får planterne mest gavn af vandet, fordi der er ikke så meget der går til spilde ved fordampning.

  2. Sjatvanding er pjatvanding. Hvis du vander en lille smule hele tiden, vil meget af vandet nå at fordampe i stedet for at sive ned i jorden. Så når du vander, så gør det ordentligt. Vandet skal sive ned i 10-15 cm dybde, for at planternes rødder kan suge det til sig. 

  3. Dæk jorden af i køkkenhaven og i bede med bar jord. Du kan fx bruge halm, græs fra græsslåning eller flis. Det holder på vandet i jorden. 

  4. Lad være med at vande græsplænen. Den skal nok blive grøn igen, når der kommer regn. I stedet kan du nyde en pause i græsslåningen i perioder med tørke.

  5. I perioder med tørke bør du kun vande de planter og afgrøder, som virkelige har brug for det.

  6. Genbrug dit regnvand ved at samle det i fx en regnvandstønde. Så sparer du på dit vandforbrug – og din vandregning. Læs mere om brug af regnvand her

  7. Genbrug også vandet fra din husholdning. Skyl dine grøntsager ind over en balje i vasken eller stil en spand ind under bruseren, mens du venter på, at vandet bliver varmt. Så kan du bruge det opsamlede vand til at vande haven med i stedet for, at det forsvinder i kloakken.

  8. Vær opmærksom på, hvor meget vand du bruger i badebassinet. Nogle af de helt store badebassiner kan faktisk indeholde vand, der svarer til halvdelen af det gennemsnitlige årlige vandforbrug for en enkelt dansker*.

  9. Hvis du har et mindre badebassin uden tilsat klor eller lign., så brug vandet herfra til at vande med, når du alligevel skal tømme det. Vand med klor i skal i afløbet, når du tømmer bassinet. 

 

* kilde: DANVA, www.danva.dk/nyheder/2018/brug-drikkevandet-fornuftigt-under-toerken/