Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

VandCenter Syd har undersøgt for nyt pesticid

06. jun. 2018

Resultatet viser ingen fund af N,N-dimethylsulfamid over grænseværdien

Medierne har de seneste dage omtalt fund af en pesticid-rest N,N-dimethylsulfamid (DMS) i vandet hos Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR

VandCenter Syd har allerede i august 2017 testet for stoffet på flere værker. På Dalumværket var der fund, som dog lå under grænseværdien. Efterfølgende har vi fulgt op med yderligere undersøgelser, senest på samtlige vandværker i januar 2018.

Dalumværket er det eneste værk, hvor der har været fund. Her er der også testet på boringsniveau med fund på to af fem boringer. På begge boringer er der dog tale om fund under den tilladte grænseværdi.

Miljøstyrelsen har meddelt, at stoffet fremover kommer på listen over stoffer, som vandværker i Danmark skal undersøge drikkevandet for. VandCenter Syd vil derudover have en særlig opmærksomhed på stoffet. 

- Vi vil selvfølgelig helst ikke se pesticidrester i drikkevandet overhovedet. Når det er sagt, så ligger vi under grænseværdien, så jeg er ikke umiddelbart bekymret, siger Andreas Bassett, der er driftschef i VandCenter Syd.

Han ærgrer sig over det seneste års fund af stoffer, man ikke tidligere har været opmærksom på. 

- Det taler for, at vi skal styrke forebyggelsen med skovrejsning og boringsnære beskyttelsesområder, der beskytter vores grundvandsressource og mulighed for at kunne levere rent drikkevand, siger han. 

Læs mere om, hvordan vi håndterer vandkvalitet.

Du kan også læse mere hos vores brancheorganisation DANVA.