Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Havens nyttedyr

Stregtegning af sommerfugl

Havens nyttedyr spiller en vigtig rolle i havens naturlige kredsløb. Vi har samlet en håndfuld grønne tips til, hvordan du kan tiltrække de nyttige insekter og dyr.

Drop giften

Gift i haven skader ikke bare grundvandet, men ødelægger også havens naturlige balance. Hvis du fx sprøjter for bladlus, risikerer du samtidig at tage livet af bladlusenes naturlige fjender, mariehøner og guldøjelarver, der ellers kunne have holdt bladlusene i skak.

Lad nyttedyrene klare arbejdet

De fleste skadedyrsangreb er uskadelige, og bliver som regel slået ned på ganske kort tid af havens nyttedyr. Hvis nyttedyrene har brug for en hjælpende hånd, så brug grønne metoder. Larver og snegle indsamles ved håndkraft. Bladlus spules af med koldt vand. Angrebne skud/grene klippes evt. af og brændes. 

Sørg for grønne oaser

I havens grønne oaser kan nyttedyrene skjule sig, yngle og overvintre. Lad fx brændenælder, skvalderkål og andet ukrudt stå i et hjørne af haven – de tiltrækker de nyttige insekter og er gode gemmesteder for skrubtudse og pindsvin. Gamle træstubbe, brændestakke og grenbunker er også populære blandt havens nyttedyr. Du kan også skabe grønne oaser med kulturplanter. Stedsegrønne bunddækkeplanter giver ly året rundt. Blomstrende krydderurter, skærmplanter og løg i køkkenhaven tiltrækker både bier og sommerfugle, guldøjer, svirrefluer og snyltehvepse.  

Vent med at fjerne vinterens visne stauder

Vent til forårssolen har vækket alle insekterne fra deres dvale inden du fjerner de visne stauder fra dine bede. - Og så grøngødning som jorddække i køkkenhaven, når sommerens afgrøder er høstet. Så gi’r du både vinterly til nyttedyrene – og tilfører jorden næring. Plant også et par gode fugletræer med bær til vinterkulden. Redekasser og vand i haven er også med til at gøre din have populær hos fuglene.