Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Hold på vandet

Stregtegning af dråber

Jo mere regnvand du genbruger eller opsuger i din have, jo mere kan du forebygge oversvømmelser - og endda spare på vandregningen. 

Brug regnvandet i haven

Her er fire gode løsninger fra Haveselskabet. Besøg også www.ditregnvand.dk for masser af tips og vejledninger til, hvordan du får glæde af regnvandet.


1. Regnbede, wadier og faskiner

 
En dekorativ metode til at holde på regnvandet er at anlægge et regnbed, som faktisk bare er en fordybning i jorden. Her kan regnvandet samle sig og langsomt sive ned gennem jorden. Du kan dekorere regnbedet med planter, pæne sten eller lignende materialer, som stadig lader vandet sive igennem.

Du kan også anlægge en faskine. Det er et underjordisk hulrum til at opsamle regnvand og lade det sive videre ned i jorden.
En wadi kan være en tredje god løsning. Det er en mellemting mellem et regnbed og en faskine.

2. Grønt tag

Dit tag på huset, cykelskuret eller garagen kan blive en god regnvandsløsning. Beplantede tage - med græs, mos eller andre planter - opsuger en god del af det regnvand, der falder. Og så er det endda dekorativt.
I VandCenter Syd eksperimenterer vi med grønne tage, bl.a. på vores største renseanlæg Ejby Mølle.

Ifølge Haveselskabet holder et grønt tag i ca. 50 år og er stort set vedligeholdelsesfrit. Du kan købe færdigbeplantede måtter, som er lige til at lægge på det eksisterende tag. Besøg Haveselskabet og læs mere.

3. Regnvenlige terrasser og indkørsler

Gør det så nemt som muligt for regnvandet at sive ned i jorden. Fliser og asfalt spærrer jorden af, så regnen ikke kan løbe væk - og det kan give problemer. Prøv derfor så vidt muligt at bruge løsninger som græs, grus, perlesten eller lignende, der lader vandet løbe igennem. Der findes faktisk også vandgennemtrængelige fliser - spørg dig for om mulighederne.

4. Regnvandstønder og genbrug

Udnyt regnvandet og spar på vandregningen! Hvis du opsamler regnvandet i regnvandstønder eller -tanke, kan du bruge det til at vande haven, vaske bil osv. Så sparer du samtidig på vandregningen.

Hold afløbet i topform

Hvis du vil forebygge oversvømmelser derhjemme er det også vigtigt at holde dit afløb i topform, så vandet effektivt kan ledes væk. Vi har samlet en række gode råd til dig i pjecen På det rene med spildevandet.