Spring til indhold

Dit nye job?

Studentermedhjælper

Studiejob: Vil du undervise skolebørn i drikkevand og spildevand?

Er du en god fortæller, der brænder for miljø og rent vand? Så har vi et spændende formidlingsjob til dig. Vi søger 3-4 engagerede studentermedhjælpere til at lære vores store og små gæster om drikkevand og spildevand.

 

Om jobbet

Din primære opgave bliver at vise skoleklasser rundt på vores renseanlæg og vandværk med en god fortælling om, hvad der foregår netop dér. Vi har rundvisninger 2-3 gange om ugen, altid hverdage i dagtimerne. Vores besøgende er primært skoleklasser fra 6. klasse til gymnasieniveau.

I ”ren” rundvisningstid vil vi typisk skulle bruge dig 2-4 timer om ugen. Derudover skal du indimellem deltage i møder med de andre rundvisere i teamet. Du får også mulighed for at hjælpe ved formidlingsarrangementer og være med til at udvikle nye undervisningstilbud.

Rundvisningerne foregår som hovedregel på vores to anlæg i Odense C. Løn efter overenskomst.

 

Hvem er du?

Du interesserer dig for miljø og undervisning, og du er god til at formidle fagligt stof på en levende og nærværende måde. Du behøver ikke have specifikt kendskab til vandproduktion og vandrensning, men biologi /naturvidenskab skal helst være en del af din faglige rygsæk. Resten af oplæringen skal vi nok sørge for.

Du har lyst til at undervise grupper på 20-30 personer med meget forskellige forudsætninger. Vi lægger vægt på, at du har situationsfornemmelse og kan tilpasse din formidling til publikums niveau. Derudover er du engageret og god til at se nye muligheder, der kan forbedre undervisningen.

Det er vigtigt, at du er stabil og har mulighed for at arbejde hverdage i dagtimerne (9-14), hvor langt de fleste besøg foregår.

 

Hvem er vi?

VandCenter Syd er et af Danmarks største vandselskaber. Vi leverer drikkevand og renser spildevand i Odense og på Nordfyn, og derudover sælger vi vores knowhow både i Danmark og i udlandet. Vi er ca. 200 dedikerede medarbejdere, som brænder for vores fag – og for at dele ud af vores viden om vand og bæredygtighed. 


Er det noget for dig?

Så send din ansøgning via linket "Søg denne stilling" nederst på denne side snarest muligt. Vi holder samtaler løbende, indtil vi har fundet de rette kandidater. 

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte kommunikationsrådgiver Maja Dalgaard Grøn på mdg@vandcenter.dk eller 40 80 84 09.