Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Rekordregn giver oversvømmelser og travlhed

29. aug. 2011

Sommeren 2011 har været våd, våd, våd. Sidste weekend slog vejrguderne til igen. De rekordstore mængder regn gav oversvømmelser både i Odense og på Nordfyn, og vores kloakfolk måtte arbejde i døgndrift for at holde kloaksystemet i topform til at håndtere vandmasserne.

Når det ekstreme vejr alligevel gav anledning til oversvømmelser nogle steder skyldes det, at vejret netop var – ja, ekstremt. Og så kan kloaksystemet have svært ved at følge med. At et kraftigt lyn- og tordenvejr også fik relæerne på flere pumpestationer til at slå fra, hjalp heller ikke.

Du kan se, hvor meget det regnede i de forskellige dele af Odense her.

Hvad gør vi ved det?

I VandCenter Syd har vi igennem de seneste år investeret massivt i at tilpasse kloaksystemet til de ekstreme mængder regn, der følger med klimaforandringerne. Vi har bl.a. bygget store underjordiske regnvandsbassiner, der netop har til formål at aflaste det øvrige kloaksystem i tilfælde af ekstrem regn.

Og det virker. Sidste weekends ekstreme vejr gav da også anledning til langt færre henvendelser fra uheldige husejere med oversvømmede kældre, end de voldsomme skybrudshændelser i 2006 og 2007.

Du kan læse mere om, hvad du selv kan gøre for at undgå oversvømmelse på din grund og i din kælder her.

Og du kan læse mere om vores klimatilpasningsprojekter her.

Tilstoppede vejbrønde

Flere kunder har ringet ind for at melde om oversvømmelser som følge af tilstoppede vejbrønde (kloakrist). Det er dog slet ikke VandCenter Syd, men derimod kommunen, der som vejmyndighed har ansvaret for at holde vejbrønde fri – og for at rense dem, når de stopper til.

Hvis din vejbrønd er stoppet til, og du bor i Odense, skal du ringe til Odense Kommune, Natur, Miljø & Teknik på tlf. 66 13 13 72.

Hvis du bor på Nordfyn, skal du ringe til Nordfyns Kommune, Teknik og Miljø på tlf. 64 82 80 80.

Et tip: i stedet for at gå og vente på kommunens folk, så prøv at fjerne eventuelle grene, sand og andet skidt, der måtte ligge ovenpå risten, og se om det ikke hjælper – før du ringer.  

Du kan få flere tips til at vedligeholde dine afløb og undgå oversvømmelser i vores folder På det rene med spildevandet.