Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Penge til odenseansk sump

24. mar. 2011

Regnvand fra Fuglebakkekvarteret skal hjælpe elletræerne i en tør sump. VandCenter Syd stiller sin viden til rådighed for at sikre vandets kvalitet.

VandCenter Syd deltager i et nyt samarbejde, der har fået et tilskud på 14,5 mio. kr. fra Videnskabsministeriet.

- Vi deltager i et projekt ved Ryds Å, der skal hjælpe en naturbeskyttet sump med elletræer, der mangler vand. Vi mener, at det regnvand, der falder på vejene i Fuglebakkekvarteret kan bidrage til et bedre miljø i ellesumpen, forklarer projektchef i VandCenter Syd, Christian Ammitsøe.

Ud over at sikre, at ellesumpen ikke tørrer ud og fortsat kan være et naturskønt udflugtsmål i Odense, skal projektet undersøge effekterne af at bruge vejvandet til gavn for naturen. Derfor måles vandets kvalitet og påvirkningen af ellesumpen.

 

Viden giver arbejde og bedre miljø

- Vi er glade for tilskuddet fra Videnskabsministeriet. De 14,5 mio. kr. er et væsentligt bidrag til innovationskonsortiets budget på 32,8 mio. kr. frem til 2014, siger Christian Ammitsøe.

VandCenter Syd bidrager med godt en mio. kr. til konsortiet, der har projektet i ellesumpen som et af mange tiltag, der skal sikre ”Byer i vandbalance”. Konsortiet skal dokumentere og forfine metoder til at håndtere vand i byer billigere og mere intelligent. Ved at håndtere en del af regnvandet i byens landskab kan presset på kloakkerne reduceres, og samtidig kan regnvandet bruges som en ressource, ligesom grundvandsdannelsen kan øges.

Konsortiet repræsenterer forsyningsselskaber, kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner og kobler lang praktisk erfaring og forskning i verdensklasse. Det giver viden, som skal være afsæt for et dansk eksporteventyr til de stadigt voksende storbyer i fx Asien.

 

Kontaktpersoner hos VandCenter Syd as

 

Om Innovationskonsortiet

Innovationskonsortiet arbejder overordnet for at skabe ”Byer i vandbalance”. Det sker gennem flere projekter, der blandt meget andet skal udvikle mere effektive faskiner, der afleder mere vand til de omkringliggende jordlag og projekter, der skal dokumentere kvaliteten af det regnvand, vi leder fra vejene ud i naturen.