Sidst i marts lancerede VandCenter Syd sammen med de tre største private vandværker i Odense en kampagne, der opfordrer odenseanerne til at droppe flaskevand – og i stedet drikke vand fra hanen. Budskabet blev gentaget på
TV 2/Fyn i går og på Facebook har kampagnen givet anledning til mange kommentarer.
- Det er helt tydeligt, at folk at interesserer sig for det her emne. Både flaskevand og plasticudfordringen, men også vandet fra hanen, siger Marianne Bjerrum Lai, chef for Kunder og Samfund i VandCenter Syd.
Nogle af kommentarerne går på, at folk er bekymrede for pesticider i drikkevandet. Mens andre i debatten påpeger, at vand fra hanen og flaskevand – kommer fra det samme danske grundvand. Direktør i VandCenter Syd Mads Leth understreger, at man trygt kan drikke vand fra hanen.
- Danmark har strenge krav til drikkevand, og vi overholder alle grænseværdier. Vi opsøger også ny viden, for vi er meget optagede af at sikre kvaliteten, siger Mads Leth.
På VandCenter Syds hjemmeside kan man læse om vores arbejde med
drikkevandskvalitet. Man kan også finde information om, hvordan fundet af nye
pesticider i 2017 blev håndteret og hvordan, der er fulgt op.
- Hos VandCenter Syd er vi optaget af, at det her ikke må blive ved med at være et problem. Vi skal sikre det rene grundvand for fremtiden. Det gør vi bl.a. ved at plante skov og på andre måder sikre vigtige grundvandsområder mod sprøjtning, fortæller Mads Leth, og fortsætter:
- Hvis man drikker vand fra flaske, fordi man er bange for forurenet drikkevand, bidrager man til forurening med plastic. Det giver ikke mening i det store billede. Vand fra flaske hverken smager bedre eller er sundere, så derfor er vores opfordring, at man drikker vand fra hanen i stedet, siger han.
Kampagnen #VandvittigApril kører måneden ud med budskabet om at hoppe med på vandvognen – og spare både penge og miljøbelastning.