Det er helt almindelige forbrugere, der kan stille op som bestyrelsesmedlem frem til d. 20. september, hvor der er frist for at melde sig som kandidat.
Der kræves ingen forudgående kendskab til bestyrelsesarbejde, og vi søger kandidater, der har engagement og interesse i at være med til at sikre en fortsat bæredygtig og effektiv udvikling af vores vandselskab. Som miljø- og ansvarsbevidst virksomhed har vi vigtige opgaver at løse for at ruste os til fremtidens udfordringer inden for vand, spildevand og klima.
Alle der har mod på at sidde med omkring bordet i et af Danmarks største og mest innovative vandselskaber, kan derfor melde sig som kandidat til vores bestyrelse.
For at stille op som kandidat skal man være myndig. Og så skal man anbefales af ti stillere, som alle skal være forbrugere i VandCenter Syds forsyningsområde.
Som kandidat skal man erklære sig villig til at modtage valg både som bestyrelsesmedlem og som suppleant.
Stillere skal være fysiske og myndige personer, der er forbrugere i VandCenter Syds forsyningsområde. En stiller er en person, der anbefaler kandidaten. Herudover har stilleren ikke andre forpligtelser. En stiller kan KUN være stiller for én kandidat.
Som forbrugervalgt bestyrelsesmedlem indgår man i bestyrelsesarbejdet på lige fod med de øvrige medlemmer af VandCenter Syds bestyrelse. Det vil sige, at man skal varetage selskabets interesser.