Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere

Vi sparer energi

Stregtegning af regnestykke

Hos VandCenter Syd ønsker vi at sikre en bæredygtig virksomhed og et godt miljø – både lokalt og globalt. Derfor har vi sat fokus på vores energiforbrug og CO2-belastning. Og vi har sat os som mål, at vi vil være energi- og CO2-neutrale.  

På vej mod den CO2-neutrale forsyning

Når man bruger energi fra fossile kilder som fx kul eller benzin, så udledes der CO2 til atmosfæren. Vi bruger en del energi i vores processer. Især rensning af spildevand er en meget energikrævende proces. 

Vores CO2-regnskab viser, at vi skal spare ca. 4.620 tons COfor at blive CO2-neutrale. 

I vores indsats fokuserer vi især på at optimere vores processer og spare på energien, hvor vi kan, og på at øge vores egen produktion af grøn energi.

Derfor hænger målet om CO2-neutralitet også naturligt sammen med vores mål om at blive energineutrale - og helst nettoenergiproducerende. Vi vil som minimum producere lige så meget grøn energi, som vi bruger i vores processer i hele virksomheden - og helst mere. 

Hvad er CO2?

CO2 hedder også kuldioxid. Det er en luftart, som findes naturligt i vores omgivelser. Både mennesker og dyr indånder først ilt og udånder derefter CO2, mens planterne gør det modsatte og optager CO2, når de vokser. Derefter afgiver planterne ilt. Der bliver frigivet CO2, når vi brænder kul, olie og gas af. De fossile brændsler laver vi energi af, men det får mængden af CO2 i atmosfæren til at stige.

CO2 er en drivhusgas, og den lægger sig som et usynligt lag rundt om Jorden og virker som glasset i et drivhus. Varmen fra solen kan komme ind i atmosfæren, men den kan ikke komme ud igen. Temperaturen stiger, og det vil ændre vores klima og få store følger for livet på planeten.

Skovrejsning

Vi rejser skov for at beskytte grundvandet, men skovrejsningen begrænser også vores udledning af CO2. Skove binder nemlig CO2 i træer og jord. Nye skove optager CO2 fra atmosfæren, når de danner blade, stammer og rødder. Her ligger det på lager i kulstofforbindelserne, indtil træerne dør og nedbrydes i skovbunden, eller indtil diverse træprodukter med tiden brændes eller rådner.

Sådan gøres et CO2-regnskab op

Når en virksomhed vil være CO2-neutral kan man enten nedsætte sin udledning af CO2 ved fx at reducere sit energiforbrug eller ved at bruge grønne energikilder - eller man kan købe CO2-kvoter.

Det er vores mål, at vi vil spare på CO2-udledningen. Både gennem lavere forbrug og ved at bruge vedvarende grønne energikilder som sol, vind - og biogas.

På vores renseanlæg Ejby Mølle udnytter vi biogassen fra det slam, der kommer ud af renseprocessen, til at skabe grøn energi i form af el og varme.

Noget af den grønne energi bruger vi selv på renseanlægget. Resten sælger vi til Energi Fyn og Fjernvarme Fyn - og er på den  måde med til at gøre den el og varme, du bruger, grønnere.

Se vores CO2-regnskab

Du kan læse mere om, hvordan vi omdanner spildevand til grøn energi, og se vores CO2-regnskab i vores ansvarlighedsrapport.