Forside /Undervisning / Gå med på et børnevenligt natureventyr Sammen med Natureventyr har vi udviklet to fortællinger i børnehøjde, der finder sted i Elmelund Skov og ved Glisholm Sø i Odense. Fortællingerne fungerer som ’digitale vandringer’, hvor man ved hjælp af appen ’Natureventyr’ følger børnevenlige ruter og åbner op for magiske universer. Undervejs i eventyrene møder man sjove og lærerige opgaver – som løses gennem leg, fantasi og bevægelse. I appen finder du også en række andre eventyr i Odense og andre byer – ud over vores to eventyr, som du kan læse mere om her på siden. Elmelund Skov - Vita og grundvandet der forsvandt Under Elmelund Skov ligger et særligt stort vandmagasin, og det er værd at passe på. Ved at rejse skov kan grundvandet beskyttes. Grundvandet under Elmelund Skov forsyner en tredjedel af Odense med drikkevand. I eventyret møder vi pigen Vita, feen Falk Fjord og vandalfen Storm og de har gjort den skræmmende opdagelse, at grundvandet er væk. I skal nu finde svar på tre vigtige spørgsmål: Hvor er grundvandet blevet af? Hvem har taget det? Og vigtigst af alt – hvordan får de det tilbage igen? Glisholm Sø - Vita og det vidunderlige vand Glisholm Sø er en lille naturperle, hvor biodiversitet og klimatilpasning går hånd i hånd. Søen er en regnvandssø, der opsamler al regnvandet fra nærområdet og sørger for, at det bliver renset og ikke skaber oversvømmelser i Lindved Å. I eventyret bliver vi præsenteret for pigen Vita og vandalfen storm, og I skal sammen med dem finde ud af, hvorfor søens vand ikke længere er rent. Der er nogen, der har fjernet søens magi, og den skal I nu finde. Du kan læse mere om eventyrerne på natureventyr.nu/eventyr/ og finde appen Natureventyr i App Store og Google Play Store – det er helt gratis!