Spring til indhold

Forår i haven

Stregtegning af giftfri have og husholdning

Der er ikke noget som foråret og den friske start der følger med. Sneen er smeltet, og det begynder at krible og krable, spire og gro derude i haven.

Skvalderkålens små, takkede lysegrønne blade, er noget af det første, der skyder op af jorden om foråret – og inden længe er de små spæde skud blevet til 30-50 cm høje planter, der sætter fine hvide skærmblomster.

Egentlig er den jo ganske smuk, skvalderkålen. Men den er også ekstremt livskraftig. Så livskraftig, at den kan være næsten umulig at komme af med, hvis den først har slået sig ned i haven.

Skvalderkålen gi’r først og fremmest problemer i staudebede og i køkkenhaven, hvor den kan kvæle andre, mindre livskraftige planter. Til gengæld er den ikke et problem i græsplænen, da den ikke tåler at blive klippet med jævne mellemrum. Og langs havens hække og hegn er den faktisk helt hyggelig – som et frodigt bunddække, der kan gi’ skovbundsstemning sammen med andre skyggetålende og livskraftige planter, som fx bregner og høstanemoner.

Smag på skvalderkålen

Vidste du, at skvalderkål faktisk er sprængfyldt med både vitaminer og smag? Pluk de nye spæde blade, efterhånden som de dukker op – og brug dem i salater og lune retter, ligesom spinat.