Spring til indhold

Overløb

Stregtegning af oversvømmelse - rendestens rist

Ved kraftige regnskyl sker det, at der ikke er plads nok i den del af kloaksystemet, der modtager både spildevand og regnvand – det såkaldte fællessystem. Når pladsen bliver for trang ’løber kloakken over’ med fortyndet spildevand på udvalgte steder i systemet. Overløbene er en slags ventil, der skal forhindre det fortyndede spildevand i at komme op gennem riste og afløb i fx privat beboelse eller på veje og gader. 

Hos VandCenter Syd arbejder vi hele tiden på at reducere disse overløb som en del af vores indsats for at forbedre tilstanden i vandmiljøet omkring os. For selv om spildevandet ved disse overløb er fortyndet med regnvand, så tilfører det kvælstof og fosfor til vores vandmiljø – og det vil vi gerne undgå.

Da man i sin tid byggede kloaksystemet i Odense, blev det bygget til at indeholde både spildevandet fra husholdning og industri og det regnvand, der faldt i byens gader. På det tidspunkt var der plads nok i systemet, og det var den anerkendte løsning indtil 1960’erne. Men siden da er byen vokset. Der er kommet flere indbyggere og dermed mere spildevand, og samtidig forhindrer asfalt og bygninger mere og mere regnvand i at sive ned i jorden, der hvor det falder. I stedet løber regnvandet til vores kloakker, hvor pladsen nu nogle steder bliver for trang, hvis det regner kraftigt. 

Når det regnfortyndede spildevand løber over fra kloakken til vandløb eller åer, fungerer systemet derfor helt som det skal, da alternativet ville være, at der kom spildevand op på gader og stræder, gennem vejristene eller i private kældre gennem gulvafløbet. 

Udfordringen for VandCenter Syd er, at selvom systemet fungerer som det skal, så er det gammeldags, og det passer ikke længere til de mængder af regn- og spildevand, som det skal aftage i dag. 

Det er en udfordring, vi har arbejdet med i lang tid, og i byerne er det forbundet med store praktiske udfordringer at ændre på kloaknettet, og der er samtidig en generel økonomisk udfordring, fordi en øget kapacitet i kloaknettet vil kræve store investeringer. Regningen vil ende hos forbrugerne, da vores aktiviteter finansieres via prisen på vand og afløb.

Mest muligt spildevand - ideelt set det hele - skal hele vejen til vores renseanlæg, hvor vi kan rense det forsvarligt, inden vi afleverer det tilbage til vandkredsløbet igen. Derfor arbejder vi på at få regnvandet ud af kloakken og adskilt fra spildevandet. I dag er det kun ca. 40 % af kloaksystemet, som stadig er det gamle fællessystem – resten er nu adskilt, så regnvandet håndteres separat på forskellige måder, som så vidt muligt er klimamæssigt hensigtsmæssige.

Er der brug for at gøre mere?

Vi forsøger at gribe de muligheder, der er, for at komme i jorden, og i Odense har vi fx udvidet og ændret kloaknettet, da vi alligevel skulle flytte rørene for at gøre plads til Letbanen. Her er regnvandet nu separeret fra kloaksystemet og håndteres separat.

Derudover er de kommunale spildevandsplaner vores grundlag for udbygning og ændringer af afløbssystemet, og det er vores opgave at tilpasse indsatsen herefter. På den måde leverer vi det, som samfundet ønsker og finansierer. Skrues der op for kravene i spildevandsplanerne, vil vi efterleve dem.