- Drikkevand /
- Udvikling og ny viden /
- Blødgøring
Vi undersøger blødgøring af vand
Hos VandCenter Syd arbejder vi lige nu med et afklaringsprojekt om blødgøring af drikkevandet. Det betyder, at vi undersøger, hvordan det på sigt kan være muligt at levere blødt vand til vores kunder i størstedelen af Odense.
Hvorfor blødt vand?
Vi oplever stor interesse for at få blødt vand hos vores kunder. Blødt vand kan nemlig gøre hverdagen lettere med mindre kalk på fx fliseoverflader, i elkedler, vaskemaskiner og andre steder. Ud over at det vil lette rengøringen, vil det også betyde længere levetid for vandforbrugende apparater. Samtidig vil blødere vand betyde et mindre behov for sæbe og rengøringsmidler. Det er dermed godt for både miljøet og økonomien, og det bidrager samtidig til, at Odense Kommune kan nå målet om klimaneutralitet fra 2030.
Hvad sker der nu?
Projektet er stadig kun i den undersøgende fase. Vi afklarer blandt andet, hvor meget vandet skal blødgøres, og hvordan det kan gøres bedst for det samlede projekt. Der er endnu ikke truffet nogen beslutninger, og vi forventer først en politisk afklaring i 2026. Hvis projektet da bliver vedtaget, forventer vi at blødgøring kan være etableret ved udgangen af 2030.
Hvad betyder det for dig?
Lige nu betyder det ikke nogen ændringer for dig som forbruger. Vi undersøger mulighederne, og vi holder dig løbende orienteret her på siden, når der er nyt.
Har du allerede et privat blødgøringsanlæg?
Hvis VandCenter Syd begynder at blødgøre vandet centralt, vil private blødgøringsanlæg ikke længere være relevante, så derfor vil man med fordel kunne slukke eller fjerne dem. Typisk er prisen for blødgøring fra en vandforsyning kun 15-25 procent af de private anlægs driftsudgifter, så der vil være penge at spare for vores kunder. Det ligger dog et stykke ude i fremtiden – tidligst fra 2030 – så indtil videre er der ingen konkrete ændringer for dig, der allerede har et blødgøringsanlæg.
Virksomheder
VandCenter Syd er bekendte med, at der er virksomheder, som har egne blødgøringsanlæg. Hvis der er processer i virksomheden, som er kritisk afhængige af blødgjort vand, vil det være vores anbefaling, at man beholder sit blødgøringsanlæg.
VandCenter Syds strategi
Blødgøring er en del af VandCenter Syds strategi for en bæredygtig vandforsyning. Det handler om samfundsmæssigt at reducere energiforbrug, mindske CO₂-udledning og skåne miljøet samtidig med, at vi gør hverdagen lidt nemmere for vores kunder.