Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.
Læs mere

Hjælp og gode råd om din kloak

Hvis du bor i Odense eller Nordfyns kommune, tager vi os af dit spildevand. Her finder du hjælp til alt, hvad der har med kloak og afløb at gøre.

Mand med svupper kigger ned i toiletkumme

Hold din kloak i topform

I huset:

  • Tjek og rens jævnligt dine gulvafløb i huset. De skal være rene og vandfyldte for at undgå lugtgener.

  • Hæld ikke kemikalier og affald som fx hygiejnebind, vatpinde og kattegrus i afløbet.

  • Undgå at skylle fedt - fx stegefedt og fritureolie - ud i afløbet. Så forebygger du "fedtpropper" i kloakken. 

Udendørs:

  • Sørg for fri adgang til alle dæksler, så de ikke er gemt under fliser, jord, græs m.v. 

  • Rens tagrender, nedløbsrør og brønde med jævne mellemrum

  • Løft og kig under brønddækslerne af og til. Vand i gennemløbsbrøndene kan være tegn på, at systemet er ved at stoppe til. En begyndende "prop" kan måske spules fri med en haveslange - hvis ikke, kontakt et professionelt kloakfirma. 

  • Vær opmærksom på, at rødder fra store træer kan tilstoppe kloakledninger.

Spørgsmål og svar om kloak

Som husejer ejer og vedligeholder du de vand- og kloakinstallationer, der ligger på din grund. Det gælder både stikledninger i jorden og installationer i bygninger.

VandCenter Syd har ansvaret for at vedligeholde den offentlige del af vand- og kloaksystemet. Den offentlige del begynder som hovedregel ved grundgrænsen (skellet) til en ejendom. Derudover har VandCenter Syd ansvaret for selve vandmåleren, som vi ejer.

På tegningerne herunder kan du se ansvarsfordelingen.

Ansvar for vand- og kloakinstallationer:

Illustration viser hvornår ansvar går fra VandCenter Syd til forbrugeren gennem et skel på vejen.

Ansvar ved vandmåler:

""

 

Hvis du ser rotter eller tegn på rotter, fx huller i haven, har du pligt til at anmelde det.

Anmeld rotter på din kommunes hjemmeside:

Hvis spildevandet fra køkken eller badeværelse ikke kan løbe i kloakken

Rens dit afløb og vandlås for at fjerne eventuelle propper. Følg fx vejledningen hos Bolius: Sådan vedligeholder du husets afløb – få 7 gode råd til et rent afløb. Vi anbefaler, at du renser dine afløb mindst en gang om måneden for at forebygge tilstopning.

Løser det ikke problemet, kan stikledningen til din ejendom være tilstoppet. Kontakt et kloakfirma, der kan rense stikledningen. Udgiften til at rense stikledningen frem til skel/skelbrønd skal betales af grundejer. Hvis du bor til leje, skal du kontakte din vicevært. 

Hvis der er gentagne forstoppelser, er din stikledning måske defekt. Kontakt en autoriseret kloakmester til at undersøge stikledningen. Hvis det viser sig, at den offentlige del af stikledningen er defekt, betaler VandCenter Syd udgifterne til reparation m.v.

Hvis dine naboer også oplever problemer med at komme af med spildevandet, kan hovedledningen i vejen være tilstoppet. Kontakt da VandCenter Syd på tlf. 63 13 23 33.

Hvis vandet ikke kan løbe væk fra rendestensbrønden på vejen

Start med at fjerne evt. blade og lignende, der dækker risten. Løser det ikke problemet, skal brønden renses:

  • For kommunale veje: Din kommune har ansvaret for at rense brønden.
    Kontakt Odense Kommune: tlf. 63 75 68 00.
    Kontakt Nordfyns Kommune: Driftsafdelingen ved Teknik & Miljø, tlf. 64 82 81 36.

  • For private fællesveje i byområde: Grundejerforeningen eller den tilstødende grundejer har ansvaret for at rense brønden. Din kommune er vejmyndighed.

I huset

Der kan lugte af kloak i badeværelse, køkken og kælder, hvis dine vandlåse tømmes for vand. Det kan fx ske, hvis de ikke bliver brugt i længere tid, eller hvis der er blevet spulet kloakker på din vej.

Når du bemærker lugten, så åbn for vandhanerne, træk i toilettet og hæld vand i dine gulvafløb, så vandlåsene igen fyldes med vand. 1-2 liter vand er nok.

Kloaklugt fra gulvafløb og håndvaske kan også være tegn på, at de trænger til rensning. Gulvafløb og afløb fra vaske skal renses jævnligt, især nyere gulvafløb med indbygget vandlås.

Udenfor

Hvis du oplever lugt fra rendestensbrønden på vejen, skal du kontakte din kommune:

  • Odense Kommune: Giv et tip
  • Nordfyns Kommune: Driftsafdelingen ved Teknik og Miljø, tlf. 64 82 81 36.

Du kan søge om at få din bolig eller erhvervsejendom sluttet til den offentlige kloak her: Tilslutning til offentlig kloak.

Vær opmærksom på, at der gælder særlige vilkår, hvis din ejendom ligger på landet. Kontakt vores kunderådgivning på 63 13 23 33 for at høre om mulighederne for netop din ejendom.

Når du har en septik-, bundfældnings- eller samletank, skal du bruge den kommunale tømningsordning. Din tank bliver herefter normalvis tømt en gang om året.

Læs mere på siden om tømning af tanke til spildevand. Her kan du også se din tømningskalender, bestille ekstra tømning eller tilmelde dig tømningsordningen.

Separatkloakering betyder, at man adskiller spildevand og regnvand i kloaksystemet. Det mindsker risikoen for oversvømmelser ved kraftig regn og sparer ressourcer på de store renseanlæg.

Nye udstykninger i Odense og Nordfyns kommuner bliver altid udført med separate systemer til spildevand og regnvand.

Det er din kommune, der bestemmer om et område skal separatkloakeres. Ved separatkloakering skal du som grundejer også sørge for at separere spildevand og regnvand på din egen grund.

> Læs mere her, hvis dit område skal separatkloakeres.

At frakoble sit regnvand indebærer, at man ikke lader regnvandet løbe i den offentlige kloak. Hvis du holder på regnvandet i din have - fx ved at nedsive, forsinke eller tilbageholde det - i stedet for at lade det løbe i kloakken, så aflaster du kloaksystemet og mindsker risikoen for oversvømmelser.

Samtidig har du mulighed for at få tilbagebetalt en del af dit tilslutningsbidrag.

Læs mere om regnløsninger i haven her, og ansøg om frakobling på siden Frakobling af regnvand.

I et separatkloakeret område giver det store problemer, hvis der ved en fejl løber regnvand i din spildevandskloak.

Ved hjælp af rødbedesaft kan du selv tjekke, om dit afløbssystem har en fejltilslutning, der sender regnvand ned i  spildevandsledningen.
> Se hvordan og find mere info på siden her: Fejltilslutninger.

To mænd i gult arbejdstøj og sikkerhedshjelme arbejder i det fri.

Bag om kloakken

Fra afløbet hjemme hos dig transporteres spildevandet gennem et stort system af kloakrør, pumper, brønde og bassiner for at komme til rensning og derefter ud i naturen.

Som grundejer har du ansvaret for at vedligeholde den del af kloakken, der ligger på din grund. VandCenter Syd har ansvaret for den del, der ligger i offentligt areal. Skillelinjen er som hovedregel grundgrænsen (skellet) til din ejendom.

VandCenter Syd vedligeholder ca. 3.000 km kloakrør, 400 pumpestationer og 43.500 brønde i Odense og Nordfyns kommuner.

Vand skyller ned i en vejrist i kraftigt regnvejr

Med eller uden regnvand?

I gamle kloakker løber spildevand og regnvand typisk i de samme rør. Det kaldes fælleskloak. Her bliver regn og spildevand blandet sammen og renset på renseanlægget.

I nyere kloakker adskiller man vand og spildevand, så de ikke løber i samme rør. Det kaldes separatkloak. Spildevandet renses på renseanlæg, mens regnvandet kan ledes ud i nærmeste vandløb.

Der er store fordele ved at adskille regnvand og spildevand:

  • Spildevandskloakkerne bliver ikke overfyldte i regnvejr
  • Mindre risiko for oversvømmelser med beskidt vand
  • Man bruger ikke unødige ressourcer på at rense ”rent” regnvand på renseanlæg
  • Regnvandet kan bruges rekreativt, fx i søer og grønne områder
Læs om separatkloakering
Nærbillede af piskende regn

Overløb som sikkerhedsventil

På udvalgte stedet i kloaksystemet er der overløbsbygværker. Det er steder, hvor vandet kan løbe ud, hvis kloakken af en eller anden grund er overfyldt. Overløbene er en sikkerhedsventil, så vandet ikke oversvømmer steder som fx boliger eller veje.

Fra fælleskloakker kan der ske overløb med blandet regn- og spildevand, hvis det regner meget. Det påvirker vandmiljøet og er derfor noget, vi har særligt fokus på.

Læs mere om overløb