Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.
Læs mere

Skal vandrørene i dit område udskiftes?

Intet holder evigt – heller ikke de vandrør, som ligger under jorden. Vandrørene skal derfor løbende renoveres eller udskiftes, for at vi effektivt kan levere drikkevand til din vandhane.

Vi renoverer og udskifter en del af vores vandrør hvert år efter en systematisk renoveringsplan. Vi prioriterer især at skifte gamle støbejerns- og eternitrør, da de med tiden bliver utætte og får belægninger, der reducerer vandtrykket og kan give snavset vand. Rørene udskiftes i prioriteret rækkefølge efter deres tilstand og en økonomisk helhedsvurdering.

Når vi udskifter rørene i et område, er det i perioder nødvendigt at lukke for vandet. Lukninger varsles på forhånd via opslag, løbesedler eller vores SMS-service.

Inden vi sætter vandrørene i drift igen, skyller vi dem grundigt igennem. Alligevel kan vandet have et lidt grumset udseende, når du åbner for vandhanen igen efter en lukning. Det er ikke sundhedsfarligt – og vandet får hurtigt  sit normale udseende tilbage.

Når vi udskifter vandrør

Udskiftningen af de offentlige vandrør kommer ikke til at koste dig ekstra. Vi har taget højde for udgifterne i vores budgetter, og udskiftningen tjener hurtigt sig selv ind, fordi der med de nye rør vil være mindre vandtab og færre reparationer. 
Hvis du har taget imod tilbuddet om at få udskiftet din private stikledning i forbindelse med vores arbejde, skal du selv betale for VVS-arbejdet i den forbindelse. Vi leverer gratis rørmateriale og et kontant tilskud. Detaljerne for tilbuddet fremgår af et brev, som du vil modtage inden vi begynder, at udskifte vandrør i dit område. 

Generelt gælder det, at fortove og veje er vejmyndighedernes område, og vi genetablerer kun fortov og vej, hvor vi har gravet det op – i samme stand som før. Du kan altså ikke forvente et helt nyrenoveret fortov, når vi har været på besøg.
Hvis nogle fliser og klinker knækker under arbejdet, udskifter vi dem. De kan derfor i en periode have en lysere farve end resten af fortovet, indtil de er blevet slidt.

Ledningsnettet under jorden er et kompliceret puslespil med mange brikker, som skal passe sammen. Når vi er nødt til at grave i gaden, koordinerer vi altid arbejdet med de øvrige forsyningsselskaber, så vi så vidt muligt kan slå flere fluer med ét smæk og måske nøjes med at grave én gang. Det er dog ikke altid muligt at udføre flere opgaver i samme opgravning. Kabler og rør skal nemlig ligge med en vis afstand og i forskellig dybde, så de ikke generer hinanden.

Når vandrør skal udskiftes, forsøger vi altid at udføre arbejdet med metoder, der kræver mindst mulig opgravning for at minimere generne for beboere og trafik. 
Med metoden rørsprængning graver vi kun huller ved ventiler og stophaner. Herfra trækker vi et skærehoved gennem vandledningen, der knuser det gamle rør og samtidig trækker det nye rør med på plads. Styret boring er en anden metode, hvor vi sender et fjernstyret borehoved gennem jorden for at bore hul til vandrøret. Via en sender i borehovedet kan vi fra jordoverfladen holde øje med og styre, hvordan det underjordiske borehoved bevæger sig fremad.

Vi erstatter de nedslidte vandrør med elastiske plastrør af miljøvenligt polyethylen, såkaldte PE-rør, der har en lang levetid. PE-rørene er nemme at arbejde med, lette og bøjelige – og skal blot svejses sammen for at blive tæt. Plastrørene beskadiges heller ikke så let, når jorden sætter sig. Rørene er helt glatte indvendig, så vandets indhold af kalk, jern og mangan har sværere ved at sætte sig fast og danne belægninger.

Vi holder løbende øje med, hvor meget vand, der løber igennem ledningsnettet. På den måde kan vi tilpasse vandforsyningen præcist til behovet og opdage udsving, der kan være tegn på utætheder.
Søgning efter utætheder (lækagesøgning) og overvågning af vandforbruget er et vigtigt grundlag for den måde, vi planlægger vores renoveringsarbejde på. Vi har inddelt ledningsnettet i mindre områder, såkaldte kvarterzoner. Hver zone har udstyr, der måler vandforbruget i kvarteret. Ved at måle vandforbruget i mindre områder, bliver det lettere at indkredse utætheder.

Tre smilende medarbejdere fra VandCenter Syds kunderådgivning

Kontakt VandCenter Syd

Mandag - torsdag

08.00-15.00

Fredag

08.00-12.00

Email

info@vandcenter.dk

Telefon

63 13 23 33

Akut brug for hjælp uden for åbningstid?

Uden for almindelig åbningstid bliver telefonen viderestillet til Beredskab Fyn og vores døgnvagt, som kan hjælpe dig ved akutte problemer.

Telefon

63 13 23 33