Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.

Kloakledninger ved E20 og Søparken

Vi flytter regn- og spildevandsledninger i forbindelse med, at den fynske motorvej E20 udvides fra to til tre spor. Arbejdet foregår omkring Søparken i det sydlige Odense fra 2026-2027.

Hvad skal der ske?

Flere af VandCenter Syds kloakledninger omkring Søparken i det sydlige Odense skal flyttes i forbindelse med Vejdirektoratets udvidelse af den fynske motorvej (E20) fra to til tre spor.

Vi omlægger både regnvands- og fællesledninger, etablerer nye ledninger og udvider det eksisterende regnvandsbassin, så det kan rumme regnvand fra et større område i fremtiden.

Arbejdet foregår primært langs motorvejen, ved stisystemerne og det eksisterende regnvandsbassin ved Søparken.
(Foto: © Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur / GeoDanmark)

Luftfoto af området Søparken syd for motorvej E20 i det sydlige Odense

Hvad betyder det for dig?

Du kan i perioder opleve:

  • Entreprenørmaskiner og arbejdskørsel i området

  • Midlertidige afspærringer af stier og adgangsveje

  • Støj i forbindelse med gravearbejder

  • Ændrede trafikforhold omkring arbejdsområdet.

Vi gør vores bedste for at begrænse generne og informerer løbende, hvis arbejdet påvirker adgangen til boliger eller fællesarealer. 

Har du praktiske her-og-nu-spørgsmål undervejs - fx ift. afspærring, adgangsforhold eller oprydning - så anbefaler vi, at du kontakter entreprenøren direkte på pladsen for hurtigst mulig hjælp.

Hvornår arbejder vi?

Projektet udføres i flere etaper.

Vi forventer at påbegynde ledningsarbejdet i sommeren 2026 og fortsætter gennem efteråret og vinteren. Projektet forventes afsluttet i foråret 2027.

Enkelte afsluttende arbejder som fx det endelige slidlag på asfalten kan først udføres senere. Det giver den nye vejopbygning mulighed for at sætte sig, så den endelige belægning får den bedst mulige kvalitet.

Midlertidige ændringer på dele af stisystemet

I forbindelse med anlægsarbejdet ved Søparken vil afspærringerne og adgangsforholdene på dele af stisystemet løbende blive ændret, efterhånden som arbejdet skrider frem.

Afspærringen og skiltningen er koordineret med Odense Kommunes vejmyndighed og tilrettelægges med størst muligt hensyn til gående, cyklister og trafiksikkerheden.

Det vil dog ikke være muligt at opretholde de nuværende adgangsforhold gennem hele anlægsperioden.

På et senere tidspunkt vil en del af stisystemet ved fordelerringen derfor blive lukket i en periode. Gående og cyklister vil i den forbindelse blive ledt ad en alternativ rute.
Lukningen bliver begrænset til den kortest mulige periode under hensyn til arbejdets udførelse og sikkerheden omkring arbejdsområdet.

Den aktuelle skilte- og afspærringsplan kan ses her på siden.
Planen bliver opdateret, når arbejdet går over i en ny fase, og brugerne af stisystemet opfordres til at følge skiltningen i området.

Vi er opmærksomme på, at stisystemet også benyttes af børn/unge på vej til og fra skole/bus. Vi opfordrer derfor forældre til børn, der færdes i området, til at orientere sig om ændringerne og tale med børnene om de nye forhold.

Det kan desuden være en god idé at gennemgå den midlertidige rute sammen med barnet.

Gældende gravetilladelser

Pr. 21/8-26 begynder gravearbejde i forbindelse med projektet og nedenfor er et billede af de gældende gravetilladelser for Entreprenøren.

Plastdugen ved Søparken beskytter områdets padder

I forbindelse med arbejdet er der opsat et midlertidigt paddehegn omkring dele af arbejdsområdet.

I og omkring det eksisterende regnvandsbassin er der registreret stor vandsalamander, lille vandsalamander og skrubtudse.
Hegnet skal begrænse, at padderne bevæger sig ind på arbejdsområdet, hvor de kan komme til skade under anlægsarbejdet.

Senere skal det eksisterende regnvandsbassin renoveres og udvides. Inden dette arbejde kan gå i gang, skal de nødvendige myndighedstilladelser og dispensationer være på plads.

Arbejdet vil blive tilrettelagt efter de vilkår, myndighederne fastsætter, herunder krav til udførelsestidspunkt og beskyttelse af områdets padder.

Paddehegnet kontrolleres løbende og vil blive stående, så længe det er nødvendigt af hensyn til dyrelivet og anlægsarbejdet.

Hvorfor udfører vi projektet?

Projektet er nødvendigt for at give Vejdirektoratet plads til at udvide motorvejen. 

Når motorvejen udvides, er der brug for mere plads til blandt andet støjskærme og vejarealer. Derfor skal vi flytte de eksisterende kloakledninger, før Vejdirektoratets arbejde kan gå i gang.

Samtidig udvider vi regnvandsbassinet, så det har plads til større mængder regnvand fra de omkringliggende områder i fremtiden. 

Vi holder øje med veje og adgangsarealer

Inden anlægsarbejdet gik i gang, blev de veje, stier og adgangsarealer, som forventes berørt af arbejdet og byggepladstrafikken, grundigt registreret og dokumenteret.

Registreringen omfatter blandt andet eksisterende skader og danner grundlag for en efterfølgende vurdering af arealernes stand.
Under anlægsperioden følger vi løbende forholdene og har fokus på at begrænse påvirkningen fra arbejdskørsel og tung trafik mest muligt.

Eventuelle skader, der konstateres i forbindelse med arbejdet, vil blive vurderet på baggrund af før-registreringen og håndteret som en del af projektets retablering.

Kontaktoplysninger til entreprenøren

Per Elmose
Entrepriseleder

Marius Pedersen A/S
Entreprenørafdelingen
Ørbækvej 851
5863 Ferritslev

Mobil: 24 82 32 57
Mail: pme@mariuspedersen.dk
www.mariuspedersen.dk