- Job /
Kunderådgiver
Giv vores kunder den bedste rådgivning – på telefon, mail og ansigt til ansigt.
Ansøgningsfrist: Hurtigst muligtDit job
Som kunderådgiver hos VandCenter Syd er du den første, vores kunder møder – både i telefonen, på mail og i receptionen. Du tager venligt imod alle og hjælper både privat- og erhvervskunder med at få svar og rådgivning om vand og spildevand.
I dit arbejde skal du:
- Svare på kundehenvendelser – både på telefon, skriftligt og ansigt til ansigt
- Rådgive om fx vandforbrug, afløb og vandmålere og hjælpe kunderne med at bruge vores kundeportal og alarmservice
- Dokumentere henvendelser og sagsforløb i vores kundesagssystem
- Hjælpe med administrative opgaver i afdelingen
Du bliver en vigtig del af kunderådgiverteamet med nogle af Fyns sødeste kolleger, hvis vi selv skal sige det. Vi har fast base på kontoret i Odense C, hvor vi tager imod kunder mandag-torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-12. Herfra samarbejder du også med mange andre kolleger på tværs af virksomheden.
Om dig
Rent fagligt forestiller vi os, at du har en kontoruddannelse (HK, TL eller lignende) og er hjemmevant i forskellige IT-systemer. Det er klart en fordel, hvis du allerede kender til forsyningsbranchen og samtidig har god forståelse for teknik.
Vi skal nok sørge for, at du kommer godt ind i jobbet – også hvis du er nyuddannet.
Som person er du god til at kommunikere med alle slags mennesker, både mundtligt og på skrift. Du er:
- Imødekommende og god til at skabe tryghed for kunderne
- Skarp til at lytte og forstå, hvad folk har brug for
- Administrativt stærk og struktureret i dit arbejde
- Fleksibel og god til at bevare roen, når der er travlt
- En god kollega med et smil på læben
Vores primære arbejdssprog er dansk, men du skal også kunne hjælpe kunder på engelsk. Derudover glæder vi os bare til at høre fra lige præcis det menneske, du er. Vi tror nemlig på, at mangfoldighed gør os klogere og hverdagen sjovere.
Hvad får du hos os?
Du får et afvekslende job på 37 timer om ugen i en virksomhed med højt til loftet, 200+ engagerede kolleger og fokus på det gode arbejdsliv.
Vi har bl.a. en ugentlig trivselstime med motion og mental opladning, sociale arrangementer og en velsmagende kantineordning. Du får også gode muligheder for efteruddannelse.
Lønnen følger gældende KL-overenskomst.
Vi glæder os til at høre fra dig
Har du spørgsmål, så tag fat i kunderådgiver Lone Grave (29 69 23 00) eller områdechef Marianne Bjerrum Lai (40 82 36 09).
Brug linket ”Søg jobbet” herunder og fortæl os, hvorfor du skal være vores nye kollega.
Vi holder samtaler løbende, indtil vi har fundet det rigtige match.
Vi glæder os til at høre fra dig og vil gerne have dig til at starte i jobbet hurtigst muligt.
Om os
VandCenter Syd er ét af Danmarks største vand- og spildevandsselskaber. Hos os bliver du en del af et fællesskab, der arbejder for at sikre det livsvigtige vand – både hjemme og i naturen, i Danmark og i udlandet – og gøre det på en måde, der holder vand langt ud i fremtiden.