- Job /
Udviklingsspecialist (spildevand)
Vil du drive spændende tekniske udviklingsprojekter med plads til utraditionelle idéer?
Ansøgningsfrist: 15. marts 2026Dit job
Som udviklingsspecialist hos VandCenter Syd bygger du fundamentet for fremtidens spildevandsrensning. Spildevandssektoren står over for mange udfordrende nye krav, som kalder på innovation og kreativ udvikling – og her kommer dine kompetencer i spil.
Du bliver drivkraften bag en række udviklingsprojekter på tekniske anlæg, både på vores renseanlæg og hos internationale samarbejdspartnere. Det er din fornemme opgave at udvikle de gode løsninger for driften – og altid i tæt samarbejde med dine erfarne driftskolleger.
Overskrifterne for dit arbejde er at:
- Lede udviklingsprojekter på tekniske anlæg til spildevandshåndtering
- Skabe fremdrift og implementere praktiske løsninger på anlæggene
- Deltage i internationale udviklingsopgaver og netværk
Når du arbejder med udviklingsprojekter, findes opskriften sjældent på forhånd. Derfor er jobbet præget af stor uforudsigelighed, mange forandringer, eksperimenter og retningsskift.
Dit arbejde foregår både ved skrivebordet og ”ude i virkeligheden” på de tekniske anlæg. Indimellem mødes du også med internationale samarbejdspartnere om udviklingsprojekter på tværs af landegrænser.
Dine kolleger
Du bliver del af holdet i Strategi & Innovation, hvor vi er 15 kolleger med stærke evner inden for bl.a. strategi, udvikling og innovation. Du får en bred berøringsflade i hele organisationen, hvor du også arbejder tæt sammen med projektfolk og driftskolleger på spildevandsområdet.
I alt får du 200+ engagerede kolleger, der elsker at nørde igennem og finde løsninger, der holder vand.
Om dig
Vi leder efter dig, der:
- Har en relevant teknisk baggrund, fx som ingeniør eller maskinmester
- Kender til processer og teknologi på renseanlæg
- Kan lede projekter og har bygget et par års arbejdserfaring oven på din uddannelse
- Har internationalt udsyn og kan begå dig på engelsk, både mundtligt og skriftligt. Vores primære arbejdssprog er dog dansk.
- Gerne kender til donorfinansierede projekter (fx via EU, Innovationsfonden el.lign.)
Som person er du nysgerrig, nytænkende og opsøgende. Du tør udfordre ”plejer” – du kan faktisk slet ikke lade være – og du trives med uforudsigelighed, forandringer og at finde nye veje, som ingen har trådt før.
Vi tror på, at mangfoldighed gør os klogere og arbejdsdagen sjovere. Derfor glæder vi os til at høre fra lige præcis det menneske, du er – uanset om du er vandhund, landkrabbe eller noget helt tredje.
Hvad får du hos os?
Vi kan tilbyde dig et spændende job på 37 timer med flekstid og mulighed for delvist hjemmearbejde. Du ansættes på KL-overenskomst.
Vi udforsker nye veje, og vi kan lide at blive klogere. Derfor får du også gode muligheder for at efteruddanne dig. Derudover er vi en arbejdsplads, der lægger stor vægt på trivsel og krydrer arbejdsdagen med bl.a. sociale arrangementer, motion og en velsmagende kantineordning.
Vi glæder os til at høre fra dig
Har du spørgsmål, kan du kontakte områdechef Rasmus Thomsen Ingstrup på tlf. 21 57 50 32 eller rti@vandcenter.dk.
Brug linket ”Søg jobbet” herunder og fortæl, hvorfor du skal være vores nye kollega. Vi skal have din ansøgning senest 15. marts 2026.
Vi holder samtaler i uge 14 og har jobstart 1. juni 2026.
Om os
VandCenter Syd er ét af Danmarks største vand- og spildevandsselskaber. Hos os bliver du del af et fællesskab, der arbejder for at sikre det livsvigtige vand både hjemme og i naturen, i Danmark og i udlandet – og gøre det på en måde, der holder vand langt ud i fremtiden.