VandCenter Syd håndterer spildevand i Nordfyns og Odense kommuner og er dermed en del af det kredsløb, hvor vand hentes, bruges, renses og sendes tilbage til naturen – til fjord, åer og hav. Derfor er Fjordens Dag en god anledning for VandCenter Syd til at møde forbrugerne. Det sker søndag den 13. september på Klintebjerg Havn, 5450 Otterup, i selskab med Naturstyrelsen Fyn samt Biologisk Institut fra Syddansk Universitet.
- På vores stand er der mulighed for både at have det sjovt, og samtidig lære noget, og vi glæder os til at møde vores kunder på Nordfyn, siger Kunde- og kommunikationschef Steen Jakobsen.
For børn og barnlige sjæle er der mulighed for at spille ”lortebasket” og gætte på, om f.eks. vatpinde og brugte tandpasta-tuber er noget, der skal smides i toilettet eller ej. Det vil også være muligt at se, hvordan ”trylleasfalt” virker. Denne betegnelse dækker over asfalt, som regnvand kan løbe lige igennem og er en af mange typer løsninger, VandCenter Syd bruger i kampen mod regnvand i kloakkerne, som i store mængder kan give oversvømmelser i både kældre og natur.
En anden klimaløsning er regnbede og andre former for LAR – lokal afledning af regnvand. Her kobler grundejeren sine tagnedløb fra, så vandet ikke løber i kloakken, men bliver på grunden og siver langsomt ned i jorden. En løsning der giver grønnere haver, og som der ofte vil kunne opnås tilskud til. Som afsæt for en god snak har VandCenter Syd et eksempel på et regnbed med på Fjordens Dag.
Læs mere om Fjordens Dag på www.fjordensdag.dk