Håndtering af klimaændringer, blødgøring af vand og branchesamarbejde om udvikling og innovation. Det er nogle af de emner, der er på programmet, når VandCenter Syds bestyrelse 12.-16. maj tager på studietur til Holland.
- Den hollandske vandsektor er langt fremme på en række områder. De har færre og større vandselskaber end i Danmark, og er gode til at samarbejde på tværs af branchen om udvikling og innovation. Det lægger vi også vægt på i VandCenter Syd, og det bliver inspirerende at høre om deres erfaringer, siger direktør i VandCenter Syd, Mads Leth, der også deltager på studieturen.
Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af VandCenter Syd, og tager en gang i hver fireårig bestyrelsesperiode på en studietur til udlandet for at få inspiration. Turen til Holland foregår i bus, og sammen med bestyrelsen rejser VandCenter Syds direktør, vicedirektør og administrationschef.