Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.
Læs mere

Miljøpåvirkning ved anlægsprojekter

Forsyninger går sammen om et værktøj, der skal beregne påvirkningen i et livcyklusperspektiv.

17. november 2023

Mand i gult arbejdstøj står ved en spulebil / slamsuger

Hvert år er danske forsyninger bygherrer for en masse anlægsprojekter, fx i forbindelse med klimatilpasning. De byggerier påvirker både klimaet og andre miljøfaktorer, og det ønsker branchen at få et overblik over.

Et nyt partnerskab udvikler derfor en fælles metode og et fælles værktøj, der kan opgøre miljø- og klimapåvirkninger fra anlægsprojekter i forsyningssektoren i et livcyklusperspektiv. Det vil sige, at man beregner den påvirkning af miljøet, der vil ske hen over hele anlæggets levetid, og at man også tæller den påvirkning med, som foregår i produktionen af materialer til anlægget. Man ser på flere miljøfaktorer, bl.a. forbrug af ressourcer og klimaaftryk.

Med det fælles værktøj bliver det muligt at sammenligne belastningen ved forskellige typer af projekter, så bæredygtighed kan indgå i beslutninger om nye anlæg.

Partnerskabet kalder sig ”ForsyningsLCA” og består af en række danske forsyningsselskaber. Du kan læse mere om projektet i en pressemeddelelse på DANVAs hjemmeside.