Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.

Skal jeg være nervøs for at drikke vand fra hanen?

Rent drikkevand har været et stort tema under valgkampen. Vi ønsker alle rent vand, men mange bliver også nervøse, når der konstant tales om rent drikkevand i nyhederne.

25. marts 2026

Det har næsten ikke været muligt at åbne en avis eller en nyhedskanal i valgkampen uden at støde på debatter om rent drikkevand, pesticider og nitrat. Det har fået mange af vores kunder til at spørge, om det nu egentlig også er sikkert at drikke vand fra vandhanen? 

Herunder kan du læse vores svar på en række af de spørgsmål, som vi ofte er blevet stillet i den seneste tid.

Skal jeg som kunde i VandCenter Syd være nervøs for at drikke vand fra hanen? 

Nej, du skal bestemt ikke være nervøs for at drikke vand fra hanen. Alt det vand, vi leverer, er rent og overholder kravene i drikkevandsbekendtgørelsen. Det er foreslået at nedsætte grænseværdien for nitrat fra de nuværende 50 mg/l til 6 mg/l. Det vil udfordre flere danske forsyninger. Hos VandCenter Syd ligger nitrat på godt 1 mg/l og vil dermed fortsat overholde kravet i fremtiden.

Hvad gør I for at sikre, at vandet er rent nok?

I Danmark er der strenge krav til drikkevandskvalitet. Både i forhold til hvilke stoffer, der måles for, og i hvilken koncentration de må være i. Hos VandCenter Syd følger vi som minimum myndighedernes krav, der er beskrevet i drikkevandsbekendtgørelsen. Hos VandCenter Syd har vi valgt at udtage langt flere prøver end dem, som er lovpligtige. Det gør vi i vores boringer og på vores vandværker. Vi har således et godt grundlag for at sikre drikkevandet til vores forbrugere. 

Jeg har læst, at I er nødt til at rense vandet nogle steder. Hvorfor det? 

I 2017 fandt vi rester af et stof, der stammer fra sprøjtning af sukkerroer. Stoffet blev forbudt i 1996, men fordi transporttiden af vores vand er lang, ser vi fortsat rester i vores grundvand. Det betyder, at vi i dag renser for denne rest ved tre af vores boringer med kulfiltrering. Ved at rense fjernes stoffet fra grundvandet, og vi kan derfor bruge vandet i drikkevandsproduktionen. Hvis vi ikke rensede, kunne vi risikere, at stoffet spredte sig til andre boringer. Det er en simpel og kendt teknologi, vi anvender. Desuden følger vi løbende op med vandanalyser, så vi fortsat leverer rent drikkevand.

Jeg har hørt om nogen, som installerer et filter på deres vandhane. Er det en god ide? 

Det er ikke noget, vi anbefaler. Vi kan godt forstå, at de mange skriverier, der er i forbindelse folketingsvalget, kan give anledning til bekymring. Vandet, vi leverer, er rent og kontrolleres jævnligt med prøver. Vi oplever at være ude hos forbrugere, hvor installation af et blødgøringsanlæg fx har givet anledning til kraftig bakterievækst, der ikke overholder kravene i drikkevandsbekendtgørelsen. Derfor skal man som forbruger være opmærksom, hvis man installerer egne filtre og renseløsninger. Det kulfilter, som VandCenter Syd anvender til rensning på tre boringer, følges nøje med analyser. Derudover belyses vandet med UV for at forhindre evt. bakterievækst, så vi sikrer, at vi fortsat leverer rent drikkevand.

Hvad skal der til for at passe på vores drikkevand, så de kommende generationer også kan drikke det?

I Danmark får vi næsten alt vores drikkevand fra grundvand, der blot skal iltes og filtreres for at få den rette kvalitet. Men grundvandet er sårbart over for forurening med miljøfremmede stoffer. Hvis de kommende generationer også skal kunne slukke tørsten i drikkevand fra vores grundvandsmagasiner, skal der derfor gøres en stor indsats for at beskytte grundvandet i de områder, hvor det dannes. Denne indsats omfatter bl.a. et stop for brug af sprøjtegift. Dermed kan vi sikre os, at grundvandet, der dannes, er helt rent. 

Du kan læse mere om vores vandkvalitet på siden her.