Hvad kan vi hjælpe dig med?

Husk du altid kan gøre brug af vores robot Ariel, nede i højre hjørne, hvis du ikke finder svar på dit spørgsmål her.

Sådan sikrer vi vandet i en krise

Hvis vandforsyningen bliver truet af en krisesituation, kan vandforbrugerne bidrage til, at vi strækker vores vandforsyning i længere tid. Derfor har VandCenter Syd nu lavet en række anbefalinger, som man bør følge, hvis vi rammes af en længerevarende strømafbrydelse, hackerangreb eller lignende.

11. januar 2026

Vandflasker til prepping

Hvis Danmark pludselig bliver ramt af en større strømafbrydelse over flere dage, kan det få stor betydning for kunderne i VandCenter Syd og landets øvrige vandforsyninger. VandCenter Syd arbejder løbende på at forbedre sit beredskab, og derfor vil vandselskabet med nogle simple råd få kunderne til at spare på vandet under en krise, så man kan holde forsyningen i gang.

- Vi har højdebeholdere med vand til et døgns tid samt nødstrømsanlæg på flere af vores vandværker, men hvis vores kunder benytter sig af vores anbefalinger, vil vi formentlig kunne strække vandet helt op til en uge eller mere, fortæller vicedirektør i VandCenter Syd, Andreas Bassett. 

Minimer vandforbruget

Anbefalingerne går helt konkret på at følge myndighedernes officielle råd om at have vand på lager i husholdningen, men også at droppe badet og tøjvasken, kun skylle ud ved stort toiletbesøg og i øvrigt minimere al unødvendigt vandforbrug, så længe vandforsyningen er udfordret. På den måde får VandCenter Syd mere tid til at få driften op at køre igen.

VandCenter Syd har lavet plakater og postkort med gode råd til vandforbrug i hverdagen og under en eventuel krise. De kan nu hentes på hjemmesiden eller findes på biblioteket.

- Vi har et fælles ansvar for at sikre forsyningssikkerheden, og derfor håber jeg, at vores kunder vil tage vores anbefalinger til sig. Det er en stor og vigtig del af vores beredskab til at undgå situationer, hvor der ikke længere er vand i hanen, som vi ellers er vant til. På den måde hjælper vi alle hinanden, siger Andreas Bassett.

Tre råd til en krisesituation:

  1. Sørg for at have vand på lager. Ni liter pr. person. Husk også husdyr.
  2. Undgå at gå i bad, og skyl kun ud ved stort toiletbesøg.
  3. Lad være med at starte vaske- eller opvaskemaskinen, og minimer opvask.

Find plakater, postkort og se alle vores anbefalinger på www.vandcenter.dk/beredskab