- Spildevand /
- Slam
Slam gi'r gødning og god energi
Slam er groft sagt det skidt, vi renser ud af spildevandet. Fra slammet udvinder vi biogas og producerer el og varme. Desuden indeholder slam en masse næringsstoffer, der kan genbruges.

Slam giver el og varme
Det meste slam fra det spildevand, VandCenter Syd renser, sendes til særlige tanke, hvor det rådner og danner biogas. Gassen omdanner vi til el og varme i gasmotordrevne generatorer.
Det giver faktisk så meget energi, at det dækker stort set hele VandCenter Syds behov for el og varme – ikke bare til renseanlægget, men også til kontorer og vandværker.
Slam som gødning
Slam indeholder kulstof og næringsstoffer, så det kan bruges som gødning. Inden slammet forlader renseanlægget, bliver det drænet for vand, så det vejer mindre.
Slammet bliver derefter enten brugt som gødning på landbrugsjord eller sendt gennem et pyrolyseanlæg, som ved høj varme brænder slammet til biokoks, små gødningsbriketter.

Kontrol af slam
Slam har stort potentiale som gødning. Men det er ikke uproblematisk, fordi slam også kan indeholde tungmetaller og andre miljøfremmede stoffer.
Derfor skal slam overholde en række krav og kontrolleres for næringsstoffer, metaller og udvalgte miljøfremmede stoffer, bl.a. bestemte PFAS-stoffer.
Analyserne foretages af et uafhængigt akkrediteret laboratorium.
Du kan se analyserne af VandCenter Syds slam her.