Spring til indhold

Vinter i haven

Stregtegning af sol-lilla

Vinterhaven fungerer i vinterens frost og sne som en fantastisk legeplads for store og små - og som en skøn prydhave. For haven er vinteren en tiltrængt dvale. Men vi kan stadig nyde den. For eksempel til leg i sneen - eller som iagttagere af dyr og fugle eller flotte frostklare formationer.

Leg i sneen

For langt de fleste børn er sneen en fantastisk legekammerat. Der skal ikke megen fantasi til, før et væld af aktiviteter dukker op:

  • Sneboldkamp
  • Snemænd i alskens kreative udformninger
  • Kælketure
  • Snelygter af snebolde stablet om fyrfadslys
  • Lygter af demineraliseret vand, der er frosset i form i fryseren

Hjælp havens fugle og dyr - hvis de har behov

Langt fra alle havens dyr har behov for hjælp vinteren over. Men du kan fx hjælpe de pindsvin, der vågner af deres vinterdvale og er på vej til en ny og bedre rede ved at stille en skål kattetørfoder og en skål vand et tørt sted ude i haven. Dyrenes Beskyttelse gør dog opmærksom på, at du kun bør tage pindsvin ind, hvis de er åbenlyst syge eller tilskadekomne. Vil du gøre mere for de små stikkende dyr, kan du følge Haveselskabets vejledning i at bygge et vinterhi.

Dansk Ornitologisk Forening har en lang række af gode forslag til, hvordan du kan hjælpe fuglene i din have. Nogle forslag kræver planlægning, som du kan bruge de mørke vinteraftner på. Andre hjælper fuglene her og nu: "Specielt solsikkefrø, hampefrø, æbler og fedtkugler af god kvalitet tiltrækker mange fugle".

Nyd og fotografer sne og frost

I de få lyse timer kan du få mange spændende motiver og vinkler i kameralinsen. Vær kreativ og forsøg dig frem med vinkler, fokus, macroindstillinger og vinterens lange skygger.

Du kan naturligvis også blot pakke dig godt ind og gå en lang tur i det friske vejr. God fornøjelse!