Spring til indhold
Cookies

Vores hjemmeside bruger cookies til at indhente oplysninger om trafik og brugere, så vi kan forbedre vores hjemmeside og din brugeroplevelse. - Læs mere om vores cookiepolitik

Dit nye job?

Studiejob: Er du vores nye rundviser?

Brænder du for miljø og biologi – og ikke mindst vand? Og er du god til at fortælle? Så har vi et sjovt og studierelevant formidlingsjob til dig. Vi søger engagerede studentermedhjælpere til at gennemføre rundvisninger på vores renseanlæg og vandværk.

 

Om jobbet

Din primære opgave bliver at vise skoleklasser rundt på vores renseanlæg og vandværk med en god fortælling om, hvad der foregår netop dér. Vi har rundvisninger 2-3 gange om ugen, altid hverdage i dagtimerne. Vores besøgende er primært skoleklasser fra 6. klasse til gymnasieniveau.

 

I ”ren” rundvisningstid vil vi typisk skulle bruge dig 2-4 timer om ugen. Derudover vil du indimellem skulle deltage i rundvisermøder, og du kan også blive inviteret til at hjælpe med andre arrangementer. Rundvisningerne foregår som hovedregel på vores anlæg i Odense C.

Løn efter overenskomst.

 

Hvem er du?

Du interesserer dig for miljø og undervisning, og du er god til at formidle fagligt stof på en levende og nærværende måde. Du behøver ikke have specifikt kendskab til vandproduktion og vandrensning, men biologi og naturvidenskab skal helst være en del af din faglige rygsæk. Resten af oplæringen skal vi nok sørge for.

 

Du skal have lyst til at stille dig op og fortælle for grupper på 20-30 personer med meget forskellige forudsætninger. Vi lægger vægt på, at du har situationsfornemmelse og kan tilpasse din formidling til publikums niveau. Derudover er du engageret og god til at se nye muligheder – og villig til at dele dine gode idéer med os.

 

Det er vigtigt, at du er stabil og har mulighed for at arbejde i dagtimerne (9-14), hvor langt de fleste rundvisninger foregår.

 

Hvem er vi?

VandCenter Syd er Danmarks tredjestørste vandselskab. Vi leverer drikkevand og renser spildevand i Odense og på Nordfyn, og derudover sælger vi vores knowhow både i Danmark og i udlandet. Vi er 185 dedikerede medarbejdere, som brænder for vores fag – og for at dele ud af vores viden om vand.

 

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte kommunikationsrådgiver Maja Dalgaard Grøn på mdg@vandcenter.dk eller 40 80 84 09.

 

Er det noget for dig?

Så send din ansøgning og CV via linket nederst i jobopslaget senest 1. marts 2020.

Ansøgningsfrist: 1. marts 2020