De to første weekender i april lukker krydset for enden af Rugårdsvej helt, når vi skal sammenkoble ledningsarbejdet fra Østre og Vestre Stationsvej. Krydset er ikke bare et trafikalt knudepunkt i Odense – men også for ledninger i jorden, der transporterer alt lige fra strøm, tv-signaler, drikkevand og spildevand.
De mange ledninger ligger meget tæt – nogle steder med bare få centimeters mellemrum. Derfor er der forud for arbejdet produceret en tegning i 3D, baseret på faktiske mål (se ovenfor). Tegningen giver et overblik over de udfordringer, der gemmer sig under jorden – og betyder en mindre risiko for at møde ubehagelige overraskelser, når arbejdet går i gang.
- Jeg tror ikke, folk tænker over hele den infrastruktur, der ligger under asfalten, og som er en forudsætning for mange af de ting i vores hverdag, vi tager for givet, siger Liselotte Jensen, der er projektchef for letbanearbejdet hos VandCenter Syd.
Ledninger på kryds og tværs er generelt et vilkår, når VandCenter Syd renoverer eller lægger nye ledninger til vand og spildevand. Det gælder også i høj grad for arbejdet, der baner vejen for Odense Letbane.
- Når vi arbejder i bymidten, er der næsten lige så meget trængsel i jorden, som bilisterne oplever over jorden. Det er rigtig svært, når så mange ledninger ligger placeret det samme sted, så det er en stor opgave både at planlægge og udføre arbejdet, siger Liselotte Jensen.