Forside / Ingen PFAS i vores drikkevand 08. feb. 2023 Vi holder godt øje med vores drikkevand og har ikke på noget tidspunkt gjort fund af PFAS i vandet på vores drikkevandsanlæg. PFAS-stoffer findes i mange produkter i vores hverdag, og de seneste år har der for alvor været opmærksomhed i bl.a. medierne på det sundhedsskadelige aspekt af stofferne. Også drikkevandet har i den forbindelse været under lup – særligt efter, at Miljøstyrelsen i januar 2022 fandt indhold af PFAS i grundvandet nogle steder i landet. Hos VandCenter Syd har vi analyseret for PFAS i udvalgte boringer siden 2014, og vi har løbende øget antallet af analyser, så vi i dag tester for PFAS både i udvalgte boringer, på vores vandværker og som stikprøver hos forbrugere. Fra 2022 tester vi desuden årligt for yderligere ti PFAS-stoffer ud over dem, der indgår i den obligatoriske analysepakke. Læs mere om vores vandkvalitet, fund af pesticidrester og miljøfremmede stoffer, og hvordan vi håndterer disse udfordringer.