Forside / Ingen PFOA i vores drikkevand 21. nov. 2024 Vi holder godt øje med vores drikkevand og har ikke på noget tidspunkt gjort fund af PFOA i vandet på vores drikkevandsanlæg. PFOA hører til gruppen af PFAS-stoffer, som findes i mange produkter i vores hverdag, og der har de seneste år været opmærksomhed i bl.a. medierne på det sundhedsskadelige aspekt af stofferne. Her har fund af stofferne i drikkevandet også været under lup. Senest har PFAS-stofferne fået fornyet opmærksomhed efter fagbladet Ingeniørens kortlægning af drikkevandsprøver, der er samlet i den nationale og offentligt tilgængelige Jupiterdatabase. Hos VandCenter Syd har vi analyseret for PFOA (og andre PFAS-stoffer) i udvalgte boringer siden 2014, og vi har løbende øget antallet af analyser, så vi i dag tester for disse stoffer både i udvalgte boringer, på vores vandværker og som stikprøver hos forbrugere. Vi har ingen fund af PFOA eller andre PFAS-stoffer i prøverne fra vores drikkevandsanlæg. Siden 2022 tester vi desuden årligt for yderligere ti PFAS-stoffer ud over dem, der indgår i den obligatoriske analysepakke. Læs mere om vores vandkvalitet, fund af pesticidrester og miljøfremmede stoffer, og hvordan vi håndterer disse udfordringer.