- Selvbetjening /
- Frakobling af regnvand
Ansøg om frakobling af dit regnvand
Du kan søge om at frakoble dit regnvand og udtræde af spildevandsforsyningen for tag- og overfladevand, hvis du kan håndtere regnvandet på din egen grund.
Hvis du frakobler og håndterer alt dit regnvand selv, kan du få 40 % af det såkaldte tilslutningsbidrag tilbagebetalt. Det kræver dog, at du bor i et område med fælleskloakering. Det vil sige, at regn- og spildevand løber i samme rør i kloaksystemet.
Vilkår og betingelser
- Bor du i Nordfyns Kommune, skal du ansøge samlet hos Nordfyns Kommune.
- Bor du i Odense Kommune, skal du først søge om at frakoble regnvand og få et tilsagn fra VandCenter Syd. Det kan du gøre her på siden.
Derefter skal du søge tilladelse til at nedsive regnvand hos Odense Kommune. Det gør du på deres ansøgningsportal bygogmiljoe.dk
For at blive frakoblet det offentlige system skal din grund kunne modtage og opsuge alt det regnvand, der lander på den. Det betyder fx, at det ikke er tilladt at konstruere sin indkørsel på en sådan måde, at regnvandet løber af og ud på vejen og derfra i kloakken. Alt regnvandet skal nedsives på din egen grund.
Har du ikke mulighed for at håndtere ALT regnvand, der lander på din egen grund, kan du nøjes med kun at frakoble en delmængde af dit regnvand, som du så selv skal håndtere. I det tilfælde får du en procentdel af tilslutningsbidraget tilbagebetalt - svarende til hvor stor en procentdel af din tilkobling, du kobler fra kloaksystemet. Du skal dog frakoble mindst 50% af din eksisterende tilkobling.
Frakobler du således 50 % af dit tilkoblede tag- og overfladeareal, kan du få tilbagebetalt 50 % af det aktuelle tilbagebetalingsbeløb. Frakobler du 75 % af det tilkoblede areal, kan du få tilbagebetalt 75 % og så fremdeles.
Dit nedsivningsanlæg/ din regnvandsløsning skal være korrekt dimensioneret, og der må ikke løbe regnvand over i kloakken. Kontakt evt. autoriseret kloakmester, som også kan fortælle hvilke dele af arbejdet, du har lov til at udføre selv.
Frakoblingen fra kloaksystemet skal udføres af en autoriseret kloakmester, som skal sende en færdigmelding inkl. kloakplan til kommunen. Det er en god idé at få en kopi af færdigmeldingen.
Hos VandCenter Syd behandler vi alle ansøgninger individuelt og tilbagebetalingen sker, når du har fået godkendt din frakobling. Pengene bliver automatisk sat ind på din konto.
VandCenter Syd forbeholder sig ret til at udføre stikprøvekontrol af udførte regnvandsløsninger med frakobling.
Når du har fået udført kloakarbejde - herunder frakobling af regnvand, skal vi have besked. Som regel er det din kloakmester, der sørger for dette, men det er dig som grundejer, der har ansvaret for at sikre, at vi ved besked. Vi har lavet en tjekliste, som du kan bruge sammen med din kloakmester i forbindelse med kloakarbejde på din grund.
Tilbagebetalingsbeløb
Hvis du frakobler alt dit regnvand, kan du få 40 % af det såkaldte tilslutningsbidrag tilbagebetalt. Det er det maksimale tilbagebetalingsbeløb, du kan få.
Hvis du kun frakobler fx 50% af dit regnvand, kan du få 50% af det maksimale tilbagebetalingsbeløb udbetalt.
Satserne er fra 2025.
Tilbagebetaling ved 100 % afkobling af dit regnvand:
32.445 kr.
Tilbagebetaling ved afkobling af 50% af dit regnvand:
16.222,50 kr.

Kontakt VandCenter Syd
Mandag - torsdag
08.00-15.00
Fredag
08.00-12.00
info@vandcenter.dk
Telefon
63 13 23 33
Akut brug for hjælp uden for åbningstid?
Uden for almindelig åbningstid bliver telefonen viderestillet til Beredskab Fyn og vores døgnvagt, som kan hjælpe dig ved akutte problemer.
Telefon
63 13 23 33