- Spildevand /
- Kloak & afløb
Hjælp og gode råd om din kloak
Hvis du bor i Odense eller Nordfyns kommune, tager vi os af dit spildevand. Her finder du hjælp til alt, hvad der har med kloak og afløb at gøre.

Hold din kloak i topform
I huset:
- Tjek og rens jævnligt dine gulvafløb i huset. De skal være rene og vandfyldte for at undgå lugtgener.
- Hæld ikke kemikalier og affald som fx hygiejnebind, vatpinde og kattegrus i afløbet.
- Undgå at skylle fedt - fx stegefedt og fritureolie - ud i afløbet. Så forebygger du "fedtpropper" i kloakken.
Udendørs:
- Sørg for fri adgang til alle dæksler, så de ikke er gemt under fliser, jord, græs m.v.
- Rens tagrender, nedløbsrør og brønde med jævne mellemrum
- Løft og kig under brønddækslerne af og til. Vand i gennemløbsbrøndene kan være tegn på, at systemet er ved at stoppe til. En begyndende "prop" kan måske spules fri med en haveslange - hvis ikke, kontakt et professionelt kloakfirma.
- Vær opmærksom på, at rødder fra store træer kan tilstoppe kloakledninger.
Spørgsmål og svar om kloak

Bag om kloakken
Fra afløbet hjemme hos dig transporteres spildevandet gennem et stort system af kloakrør, pumper, brønde og bassiner for at komme til rensning og derefter ud i naturen.
Som grundejer har du ansvaret for at vedligeholde den del af kloakken, der ligger på din grund. VandCenter Syd har ansvaret for den del, der ligger i offentligt areal. Skillelinjen er som hovedregel grundgrænsen (skellet) til din ejendom.
VandCenter Syd vedligeholder ca. 3.000 km kloakrør, 400 pumpestationer og 43.500 brønde i Odense og Nordfyns kommuner.

Med eller uden regnvand?
I gamle kloakker løber spildevand og regnvand typisk i de samme rør. Det kaldes fælleskloak. Her bliver regn og spildevand blandet sammen og renset på renseanlægget.
I nyere kloakker adskiller man vand og spildevand, så de ikke løber i samme rør. Det kaldes separatkloak. Spildevandet renses på renseanlæg, mens regnvandet kan ledes ud i nærmeste vandløb.
Der er store fordele ved at adskille regnvand og spildevand:
- Spildevandskloakkerne bliver ikke overfyldte i regnvejr
- Mindre risiko for oversvømmelser med beskidt vand
- Man bruger ikke unødige ressourcer på at rense ”rent” regnvand på renseanlæg
- Regnvandet kan bruges rekreativt, fx i søer og grønne områder

Overløb som sikkerhedsventil
På udvalgte stedet i kloaksystemet er der overløbsbygværker. Det er steder, hvor vandet kan løbe ud, hvis kloakken af en eller anden grund er overfyldt. Overløbene er en sikkerhedsventil, så vandet ikke oversvømmer steder som fx boliger eller veje.
Fra fælleskloakker kan der ske overløb med blandet regn- og spildevand, hvis det regner meget. Det påvirker vandmiljøet og er derfor noget, vi har særligt fokus på.