- Drikkevand /
- Forurening
Forurening af grundvandet
Hos VandCenter Syd er vi meget opmærksomme på, at vi i Danmark står over for store udfordringer med forurening af grundvandet, hvor pesticidrester og andre miljøfremmede stoffer udgør en trussel mod drikkevandskvaliteten.
Forureningen af grundvandet er et landsdækkende problem, hvor der findes både pesticidrester og miljøfremmede stoffer i drikkevandsboringer. Hos VandCenter Syd har vi fundet DPC i to tredjedele af vores boringer. Det skal vi håndtere nu og her og samtidig arbejder vi for at beskytte fremtidens grundvand mod forurening, så fremtidens generationer også kan bruge grundvandet som drikkevand.
Vi håndterer de aktuelle problemer med forurening ved en nøje overvågning af drikkevandskvaliteten, løbende justering af vores indvinding fra de forskellige boringer og ved at sætte kulfiltrering på udvalgte boringer, hvor problemet er størst. Vi holder også øje med evt. naturlige giftstoffer i grundvandet.
Vi overholder alle grænseværdier, og vores forbrugere kan trygt drikke vandet fra hanen.
Som vandselskab har vi pligt til at teste vores drikkevand for en række uønskede stoffer. Listen over stoffer i det obligatoriske analyseprogram opdateres og udvides efterhånden, som der gøres nye fund eller opbygges ny viden. Fund af miljøfremmede stoffer i grundvandet har sat en helt ny dagsorden for forsyningssikkerhed, og omfanget har desværre vist sig at være betydeligt. Vi ved ikke, hvordan det vil udvikle sig over tid, bl.a. fordi disse stoffer og deres nedbrydningsprodukter er lang tid om at trænge ned gennem jordlagene til grundvandet.
Vi overholder alle grænseværdier, og vores forbrugere kan trygt drikke vandet fra hanen. Vi følger vores vandkvalitet nøje og lægger vandanalyser fra vores vandværker på hjemmesiden.
Kulfiltrering er en effektiv metode til at rense grundvandet for pesticidrester som fx DPC. Vandet fra de forurenede boringer ledes gennem to serieforbundne filtre med aktivt kul, før det sendes til behandling på vandværket. Kulfiltrene fastholder kemikalier som DPC, og der er også koblet et UV-anlæg på for at nedbryde eventuelle virus eller bakterier.
Formålet med at rense direkte på de enkelte boringer er at sætte målrettet ind, hvor forureningsproblemet er, og boringen kan dermed fortsat være i drift. På den måde bidrager det til en bæredygtig grundvandsindvinding, hvor vi ikke overudnytter vores andre boringer. Hvis en boring overudnyttes, risikerer man nemlig at dræne grundvandsmagasinet, trække forurening eller andre uønskede stoffer ind i boringen eller at påvirke vandstanden i søer og vandløb negativt.
Der er ikke noget der tyder på at naturlige giftstoffer fra planter er et problem på vores kildepladser. Dels fordi der ikke findes giftige planter i nævneværdig grad omkring vores kildepladser, dels fordi vi henter vand fra så dybtliggende lag at giftstofferne er blevet nedbrudt på vej ned gennem jordlagene.
Når vi planter skov for at beskytte grundvandet mod fremtidig forurening er vi opmærksomme på ikke at introducerer et nyt problem med giftige planter i stort antal tæt på vores indvindingsboringer. Det gælder også i vores forsyningsstrategi, hvor vi skal have en særlig opmærksomhed på naturen i området, hvis vi vælger at bruge grundvand fra de højereliggende lag.
Vi følger desuden forskning og ny viden på området.
For privatejede boringer kan der være behov for ekstra opmærksomhed, hvis der vokser giftige planter tæt på boringen.
De planter, som har vist sig at kunne udskille giftstoffer, der kan ende i vandløb og grundvand er: ørnebregne, eng-brandbæger, rød hestehov, rødkløver og lupin.
For at vi kan levere drikkevand baseret på grundvand til fremtidige generationer, er det vigtig at vi beskytter grundvansressourcen mod forurening. For at beskytte grundvandet planter vi skov og indgår aftaler med landmænd om at undgå brug af sprøjtemidler i nærheden af vores boringer.
Grundvandsbeskyttelse har en fremtrædende placering i vores strategi, men denne indsats kan vi først se resultaterne af om 30-50 år. Derfor er der også brug for de indsatser, der på ansvarlig vis løser problemet nu og her og i den nære fremtid.
Næsten alt drikkevandet i Danmark – og alt drikkevandet i Odense – kommer fra grundvandet. Grundvand pumpes op fra jorden og behandles kun med simpel iltning og filtrering på et vandværk, før det sendes ud i vandhanerne.
Et vandværk får vand fra flere forskellige drikkevandsboringer på samme tid, og vandet i vandhanen er derfor en blanding af vand fra flere boringer.
Hvis en drikkevandsboring bliver ramt af forurening – fx med pesticidrester – justeres indvindingen, så det færdige drikkevand fra vandværket samlet set ikke overskrider grænseværdierne. Det kan bl.a. indebære, at der hentes mindre vand fra den forurenede boring og mere vand fra vandværkets øvrige boringer.
Boringerne påvirker hinanden og grundvandet, og derfor er det ikke altid hensigtsmæssigt bare at ”slukke” for én boring og trække tilsvarende mere på andre. Indvindingen skal afbalanceres, så den bliver bæredygtig.
Problemerne med DPC er dog blevet så massive, at vi ikke længere kan nøjes med at denne justering af indvindingen. Vi har derfor opsat kulfilterrensning på udvalgte boringer, som renser grundvandet for DPC, inden det ledes til vandværket.