Forside /Spørgsmål og svar / Fejltilslutninger En enkel test med rødbedesaft kan fortælle dig, om der er fejl på din kloaktilslutning. Hvordan kan jeg se, om der er fejltilslutninger på mit afløbssystem? Du kan forholdsvist nemt og billigt undersøge, om dit afløbssystem har en fejltilslutning, der sender regnvand ned i din spildevandsledning. Vi har lavet denne lille tegneserie, der trin for trin fortæller dig, hvordan du gør. Under tegneserien kan du også læse en vejledning på skrift. Find rødbedeglasset frem Du blander rødbedesaft – eller anden farverig væske – op med min. ti liter vand, og hælder blandingen i samtlige af dine tagnedløb - et tagnedløb ad gangen. Derefter går du over til skelbrønden, der hører til din matrikel, løfter op i dækslet og undersøger, om du kan se rød væske i brønden. Er den røde saft synlig i brønden, betyder det, at det tagnedløb, du har hældt saft i, fejlagtigt leder regnvand til spildevandskloakken. Denne fejltilslutning skal i givet fald afkobles. Husk, at det kun er en autoriseret kloakmester, der må afkoble et tagnedløb fra kloakken. Du er velkommen til at kontakte VandCenter Syd, hvis du har spørgsmål til dette.