Spring til indhold

Hav drikkevand stående

Tegning af en vandkande og vandglas.

Myndighederne anbefaler at være forberedt på kriser.

Beredskabsstyrelsen anbefaler, at alle danskere skal kunne klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise – fx sabotage eller en ekstrem vejrhændelse - der kan medføre mangel på strøm eller vand.

Læs Beredskabsstyrelsens råd ”Forberedt på kriser”.

En af anbefalingerne er, at du skal have drikkevand stående. Beredskabsstyrelsen skriver, at det både kan være drikkevand på flaske eller drikkevand tappet fra vandhanen.

Flaskevand kan være en bedre løsning her

I VandCenter Syd opfordrer vandkvalitetschef Finn Mollerup forbrugerne til at tænke sig om, når de vælger mellem de to løsninger. I hverdagen er postevand det bedste valg – men skal vandet opbevares i længere tid, skal det tappes og håndteres på en bestemt måde. Det gælder fx omkring hygiejnen. Hvis der kommer bakterier i vandet i forbindelse med tapningen, kan det nemlig ødelægge vandets kvalitet i forbindelse med længere opbevaring.

- Hvis man har styr på tapning og opbevaring, kan man som forbruger sagtens bruge postevand. Men hvis man er usikker på at gøre det korrekt, anbefaler vi at købe flaskevand, der er tappet industrielt, siger Finn Mollerup, og tilføjer:

- Jeg er klar over, at det er en usædvanlig melding fra et vandselskab. Vi leverer et rigtig godt produkt, og opfordrer jo generelt folk til at drikke det gode vand fra hanen. Men i en situation, hvor det skal opbevares i lang tid, kan flaskevand være en bedre løsning, siger han.

Sådan tapper du postevand

Vil man gerne tappe postevand til sit kriseberedskab, bør man følge nedenstående råd af hensyn til vandets kvalitet.

Rengør beholderne: Rengør flasker og dunke til drikkevand med vand og sæbe, og skyl godt. Desinficer med 2 "propfulde" husholdningsklorin pr. 10 liter vand. Lad stå i 30 minutter før grundig skylning, så alt klorin skylles væk igen .

Vask hænder: Inden du hælder vand på beholderen, så vask dine hænder.

Tap vandet korrekt: Lad vandet løbe, til det bliver koldt, før du tapper det. Fyld beholderen helt op, så der er mindst mulig luft .

Opbevar vandet i godkendte beholdere: Opbevar vandet i en beholder, der er godkendt til fødevarer. Se efter "glas- og gaffel"-symbolet på emballagen og følg producentens vejledning.Læs mereom mærkning på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Opbevar korrekt: Opbevar vandet køligt og mørkt. Opbevaring bør ske i et skab, under en køkkenvask eller et andet sted væk fra direkte sollys. Beholderen kan pakkes ind i aviser eller klæde, hvis et mørkt sted ikke er tilgængeligt.

Udskift jævnligt: For en sikkerheds skyld udskiftes vandet løbende for at sikre, at du altid har rent vand. Rengør beholdere, inden du skifter vandet.

Køb flaskevand som alternativ: Hvis opbevaring og tapning af vand ikke kan ske korrekt, køb da flaskevand og følg udløbsdatoen.