Der kan sprøjte vand op fra toiletter og afløb
Vi spuler med jævne mellemrum de offentlige kloakledninger. Spulingen giver for det meste ingen problemer – men under uheldige omstændigheder kan det sprøjte op fra toilet, gulvafløb eller vaske.
Hvad kan du selv gøre:
For at undgå gener kan du dække toilet og afløb til.
Toilet: Læg et klæde, papir eller andet under toiletsædet og læg noget ovenpå, som vejer nogle kilo.
Gulvafløb og vaske: Læg noget over afløbet, ligesom ved toilettet.
Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan dække toilet og afløb af?
Skal toiletter og afløb bruges i løbet af dagen, er en alternativ metode at lette på låget ved gennemløbsbrønden - som er den brønd, der forbinder husets installationer med kloaknettet. Sæt fx en mursten i klemme, så et eventuelt tryk kan komme den vej ud. Bruger du denne metode, er det vigtigt, at du spærrer af omkring det åbne dæksel, så der ikke sker en ulykke.
Hvis det lugter dårligt
Når vi har spulet kloakkerne i dit område, kan der komme dårlig lugt fra rørene. For at fjerne lugten, kan du hælde 1-2 liter vand i gulvafløb og vaske, så vandlåsen fyldes.
Hvorfor spule?
Vi spuler for at rense vejens kloakrør for de ting, som kan samle sig i bunden af rørene. På den måde sikrer vi, at spildevandet fra din ejendom frit kan løbe videre til renseanlægget – uden at stoppe kloakken til.
Rørene i din ejendom og ud til vejen er det dit eget ansvar at vedligeholde. Smid aldrig affald som vatpinde, tamponer eller andet i toilettet. Så forebygger du stoppede toiletter og afløb.
Har du yderligere spørgsmål?
Så kontakt os på telefon 63 13 23 33 eller info@vandcenter.dk.